04.08.2019, 20:48 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Dramatisk gevinst på MCH Arena

Et brændt straffespark, flere annullerede scoringer, et rødt kort og et sent sejrsmål - det var blandt ingredienserne, da FC Midtjylland hentede sæsonens fjerde sejr

FC Midtjylland spillede søndag aften sæsonens anden hjemmekamp på MCH Arena, og værterne jagtede den fjerde sejr på stribe - denne gang mod de nordjyske gæster fra AaB.

Den jagt endte lykkeligt, da Evander endnu engang blev sen matchvinder - mod nordjyderne ved at sende et frispark direkte i nettet - og de tre point kom endda i hus, selv om værterne var i undertal i mere end en halv time efter Erik Sviatchenkos udvisning, som faldt efter to advarsler kort efter hinanden.

Hjemmeholdet havde en enkelt ændring i startopstillingen, hvor Tim Sparv afløste Ayo Okosun på den centrale midtbane, men ellers var det de samme spillere, som vandt 1-0 på Ceres Park i Århus.

I de første 45 minutter denne søndag gik der ikke mere end tre minutter, inden bolden lå i gæsternes net, sparket derind af Jens Lys Cajuste efter fint forarbejde fra Gustav Wikheim og Evander, men scoringen blev korrekt annulleret, da Junior Brumado var offside.

Samme kendelse kom få minutter senere, da Tom van Weert scorede for AaB, og også denne gang så det ud til at være en korrekt kendelse i en halvleg, hvor målchancerne aldrig blev helt store - bortset fra straffesparket til AaB naturligvis.

Efter 26 minutters spil vurderede dommer Morten Krogh, at Jens Lys Cajuste var for hård ved Lucas Andersen i hjemmeholdets straffesparksfelt, men Tom van Weert, som blev dobbelt målscorer i AaB's seneste kamp, tabte duellen med Jesper Hansen, som atter viste forrygende spil i målet.

0-0 ved pausen, og FC Midtjylland ændrede til anden halvleg ved at tage Junior Brumado ud og sætte Sory Kaba ind, og dermed fik han sin hjemmebanedebut, som blandt andet bliver husket for to dramatiske minutter.

Først headede FCM-anfører Erik Sviatchenko med et brag bolden på undersiden af AaB's overligger, i sekvensen lige efter ragede han et gult kort til sig, og det samme gjorde han midt på banen et par minutter efter - rødt til Sviatchenko og anførerbind til Alexander Scholz.

Umiddelbart fik det dog en positiv effekt på FCM-mandskabet, hvor spillerne virkelig steppede op - og der burde have stået 1-0, da Sory Kaba sendte bolden i nettet efter 64 minutters spil. Linjedommer Heine Sørensen hævede dog flaget for offside, men det bliver nok ikke dén kendelse, han praler mest af over for sine børn og børnebørn.

Dermed var stillingen fortsat 0-0, og det lignede en salomonisk pointdeling, men så trådte Evander atter i karakter. Han sendte en frisparksbold ind fra venstre side, og bolden svævede forbi med- og modspillere og ind i det lange hjørne til et stort jubelbrøl fra hovedparten af de 7965 tilskuere.

Perfekt optakt for FC Midtjylland inden torsdags Europa League-brag på MCH Arena mod Rangers FC fra Skotland, og hjemmeholdets spillere leverede en fantastisk fight, efter dommer Morten Krogh viste Erik Sviatchenko ud.