03.03.2018, 11:11 | Af: FC Midtjylland | Foto: Getty Images

Duelund runder 100 kampe for ulvene

Trods sin unge alder kan Mikkel Duelund runde sin kamp nummer 100 for FC Midtjylland, hvis han spiller opgøret mod Silkeborg IF mandag aften

Mikkel Duelund bliver overrasket, da han hører, at han kan runde sin FCM-kamp nummer 100 mod Silkeborg IF mandag aften.

- Det er gået vildt stærkt. Jeg er stadig kun 20 år, og det føles som megakort tid siden, jeg startede på akademiet. Det har været en fed tid at gå hele vejen fra helt ny 15-årig på akademiet og så til guld i Superligaen - og forhåbentlig en gang guld mere i denne sæson, griner Mikkel Duelund.

- Det var et nemt valg dengang at forlade Århus og starte i Ikast, for alle kendte jo akademiet som det bedste i Danmark til at udvikle unge talenter. Alle kendte også FCM som en klub, der gav de unge chance, og det er jeg jo så et godt bevis på, at det er rigtigt, siger Mikkel Duelund. 

Sammen med de øvrige ulve har han rystet nederlaget til Brøndby foran de 10.862 på MCH Arena af sig og tænker fremad. Mod mandagskampen - og mod resten af foråret.

- Det var et bump på vejen, men nu skal vi tilbage i den vinder-stime, vi var inde i - og de gode ting, vi har bygget op på holdet og med fansene, siger Mikkel Duelund.

I sine 100 kampe har han leveret 24 mål for FCM, og så har Mikkel Duelund repræsenteret klubben på landshold på U16, U17, U18, U19 og nu på U21 - og så med ligalandsholdet i vinter, hvor “Due” var med i begge de danske mål i Abu Dhabi ved at score og levere en assist.

I denne sæson er det blevet til 7 mål og 7 assists for FCM i Superligaen, pokalen og Europa League på 1.206 spilleminutter, og det giver et snit på én målgivende aktion for hvert 86. minut, han har været på banen.

- Det er lige meget, hvem der scorer, bare vi scorer mål nok til at vinde vores kampe. Vi har en rigtigt god holdånd og vindermentalitet på holdet, og vi arbejder hårdt for hinanden, så lige nu vil jeg bare gerne have en sejr over Silkeborg i “jubilæumsgave”, lyder det fra Mikkel Duelund; 20 år og allerede 99 FCM-kampe.