31.08.2019, 09:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

En sand og sympatisk legende forlader FC Midtjylland

Jakob Poulsen skal på eventyr med familien, og FC Midtjylland-anførerens nye klub offentliggøres i den kommende uge

286 kampe, 48 mål, 80 assists og tre titler.

Det er på alle måder en legende, som nu forlader FC Midtjylland.

36-årige Jakob Poulsen har underskrevet en kontrakt med en ny klub, en klub som offentliggøres først i næste uge, og der venter ham og familien et spændende eventyr.

- Det bliver en fantastisk oplevelse, som jeg glæder mig meget til, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at den sidste tid har været træls og frustrerende, så det er glædeligt, at der kommer en lykkelig slutning, siger Jakob Poulsen.

- Vi betragter det lidt som en forlænget ferie, hvor vi pakker noget tøj og legetøj, og så finder vi en møbleret bolig. Vi vil forsøge at etablere en hverdag så hurtigt som muligt, og det bliver fedt for børnene at opleve et andet land, en anden kultur og et andet sprog, siger Jakob Poulsen.

Jakob Poulsen kom til FC Midtjylland første gang i sommeren 2010, hvor han blev hentet i nedrykkede AGF, og i første omgang blev det til to sæsoner i det midtjyske, inden han blev solgt til Monaco.

- FC Midtjylland og jeg viste sig at være det perfekte match, sportsligt såvel som menneskeligt, og specielt var det stort, da vi efter min hjemkomst fra Monaco begyndte at vinde trofæer til store glæde for både klubben og jeg, siger Jakob Poulsen.

Han husker stadig, da en FCM-cheftræner engang sagde til ham, at han egentlig helst ville spille 4-4-2, men at formationen i stedet blev 4-3-3 for at få det maksimale ud af Jakob Poulsens kompetencer centralt på banen.

- Det betød alverden for mig, og det samme gjorde klubbens ultimative tilgang til offensiv fodbold, husker Jakob Poulsen, som med sine kvaliteter naturligvis tiltrak sig opmærksomhed fra andre danske storklubber.

- Det kan da godt være, jeg har haft muligheden for at skifte til en af de andre store klubber i Danmark undervejs …, men det var nu aldrig et tema. Jeg fulgte min mavefornemmelse og takkede pænt nej tak, siger FC Midtjyllands mangeårige anfører uden at nævne klubnavne.

Han tvivler ikke et sekund, når han bliver bedt om at pege på højdepunkterne i sin tid hos FC Midtjylland – to danske mesterskaber og forårets pokaltitel.

- Titler er bare det største. Jeg spiller fodbold for at vinde – det gælder i samtlige spil og konkurrencer til træning – men selvfølgelig også kampene, som fører til titlerne, og da jeg kom tilbage til FC Midtjylland fra Frankrig, havde jeg stadig ikke vundet noget. Nu er der tre titler på cv’et, siger Jakob Poulsen, som understreger, at deltagelse i både en EM- og VM-slutrunde naturligvis også kan noget, men det at vinde noget, er og bliver det vigtigste for den rutinerede midtbanespiller.

Han har dog ikke prioriteret det sportslige højest med dette skifte, det handlede mere om eventyret for familien.

- Jeg troede, der var god tid til at finde ud af, hvad jeg skulle lave efter fodboldkarrieren, men pludselig kom det tæt på. Jeg har brugt de seneste uger på at tænke over, om jeg skal skifte spor, men på det seneste er jeg blevet mere varm på tanken om en fremtid som træner. Jeg er dog rimelig åben for det meste, så jeg lukker ingen døre på nuværende tidspunkt, siger Jakob Poulsen, som allerede har fået de første følere fra tv-branchen med henblik på en fremtid som fodboldekspert.

I første omgang er fokus dog rettet mod et spændende eventyr sammen med familien, og FC Midtjylland ønsker alt det bedste i fremtiden for klubbens mangeårige anfører og hans nærmeste.

Tak for dit enorme aftryk, tak for din kælne højre-fod, tak for mål og assists, for grin og titler, og ikke mindst tak for dine store menneskelige kvaliteter.

Forhåbentligt på gensyn, Polle.

BLÅ BOG
Jakob Poulsen
36 år
Er gift
Far til to børn på henholdsvis to og fire år
Familien er bosiddende i Århus
Spillede første gang i FC Midtjylland fra sommeren 2010 til sommeren 2012
I januar 2014 returnerede han til klubben
I alt er det blevet til 286 kampe, 48 scoringer og 80 assists
Han har været med til at vinde DM to gange og pokalturneringen én gang

FCM vs. OB – 29. sep.

Køb billet