17.08.2018, 10:01 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Energi og det rette udtryk skal med til Odense

Kristian Bach Bak venter en svær udekamp mod OB, som spiller langt bedre end placeringen viser

Søndag aften gæster FC Midtjylland Nature Energy Park i Odense for at møde Superligaens øjeblikkelige bundprop OB, og hvordan forbereder man sig mentalt på dét møde - et opgør mod et hold som overraskende kun har fået et enkelt point indtil nu?

- Det gør vi blandt andet ved at fortælle spillerne, at OB er det mandskab, som har haft flest afslutninger indenfor målrammen indtil nu i denne sæson, siger FC Midtjyllands trænerassistent Kristian Bach Bak.

Han fortæller, at det i trænerstaben spiller en lille rolle, at det netop er OB, der er modstanderen - eller rettere sagt formidlingen til spillerne om OB-kampen spiller en lille rolle.

- OB er et godt fodboldhold med en dygtig træner, og de har spillet mange fine kampe i denne sæson. Forskellige ting har gjort, at de ikke har fået point efter fortjeneste, men for os handler det om at bringe energi og det rette udtryk til kampen i Odense, og vi skal være kyniske, for der venter os en svær udekamp, slår Kristian Bach Bak fast.

Han understreger, at OB lige nu er et nedlagt og såret dyr, men omvendt tvivler han ikke på, at fynboerne på et tidspunkt kommer i gang pointmæssigt.

- Det bliver bare ikke lige på søndag - men selvfølgelig får OB gang i en pointhøst, som bedre matcher holdets spillemæssige kvalitet, siger Kristian Bach Bak.

Han forventer at møde et OB-hold, som har fokus på defensiven, men han forventer også, at FCM-spillerne bruge det boost, de seneste resultater har givet.

- Vi skal huske at værdsætte de gode ting fra den seneste periode. Vi har vundet fem kampe i træk, målscoren hedder 14-3, og der er mange aspekter af spillet, som fungerer godt. Selvfølgelig er der også ting, vi både skal og vil arbejde med for at udvikle, men det er vigtigt for hele klubben, at vi alle fokuserer på de gode ting frem mod de kommende svære kampe i Superligaen og Europa League.

Opgøret i Odense spilles på søndag med kampstart klokken 20.00.