18.02.2019, 21:58 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Evander har prøvet det før

Hovedstødsscoringen til 2-0 mod AaB var andet hovedstødsmål i brasilianerens karriere

Egentlig er det ikke det, han er kendt for. Faktisk slet ikke.

Evander ligner manden, som opfandt teknisk fodbold, men han kan faktisk også heade. Ret godt endda.

Det beviste han mandag aften, da han kort inde i anden halvleg sendte Jakob Poulsens hjørnesparksbold i nettet med et velplaceret hovedstød, og han grinede højt, da der blev stillet spørgsmålstegn ved hans formåen i luftspillet.

- Jeg har altså også scoret på hovedstød en gang i Vasco da Gama, sagde han efter 2-1 sejren over AaB, hvor han fortjent blev kåret til JFP Man of the match.

- Jeg kunne se bolden hele vejen, men jeg skulle jo bare være med til at skaffe plads, men pludselig stod jeg fuldstændig alene og kunne heade bolden mod mål. Jeg ved ikke, om Paul var offside, men det var dejligt at se bolden gå ind, sagde Evander.

Han kaldte det en vigtig scoring på et godt tidspunkt, men AaB kom godt tilbage i løbet af anden halvleg.

- De er et godt hold, så vi vidste, det ville blive svært, og vi havde desværre ikke held af at punktere kampen med endnu en scoring. Derfor blev det lidt for spændende, men heldigvis sikrede vi os tre nye point, sagde den brasilianske matchvinder, som ikke vil afvise, at der kommer flere hovedstødsscoringer fra ham i løbet af den kommende tid.

- Det vil jeg da håbe, for jeg vil gerne score.

FCM vs. FCN – 21. jul.

Køb billet