03.03.2019, 11:14 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Evander husker stadig sit første Superligamål

Den brasilianske midtbanespiller har gode minder mod FC Nordsjælland - men han har også respekt for mandagens modstander

Da FC Midtjylland i sommeren 2018 lancerede lejeaftalen med brasilianske Evander, var der sikkert en del skepsis i fodbold-Danmark.

I dag er der mest anerkendende nik, for den 20-årige brasilianer har taget Superligaen med storm, og han er et bevis på det grundige arbejde, der altid laves forud for tilknytningen af en ny spiller i FC Midtjylland - og klubben har da også sikret sig Evanders underskrift på en fast aftale, som løber frem til udgangen af 2023.

På mandag står Evander overfor den klub, som han scorede sit første Superligamål imod, nemlig FC Nordsjælland, og han husker med glæde tilbage på netop den scoring.

- Jeg fik bolden fra George, og vender på min førsteberøring. Der er plads til skud, og jeg forsøger at få spin i bolden, da jeg sparker efter det lange hjørne. Det var fantastisk at se bolden gå ind, og jeg var stolt over, at jeg hurtigt kom i gang med at hjælpe holdet, siger Evander, som i udekampen mod FC Nordsjælland blot spillede sin tredje kamp for FC Midtjylland.

Opgøret var også Kenneth Andersens første som cheftræner i klubben, og det hele endte godt og lykkeligt med en 4-1 sejr efter Evanders scoring og et hattrick fra Paul Onuachu.

Evander er dog bevidst om, at der venter en svær opgave på MCH Arena mandag aften.

- FCN har mange unge og teknisk stærke spillere, og de forsøger altid at spille fodbold uanset situationen. Der venter helt sikkert en vanskelig opgave for os, men vi går selvfølgelig efter sejren, og vi har været stærke på hjemmebane indtil nu, siger Evander.

Han har spillet sig ind i startopstillingen med sine store tekniske kvaliteter, men også defensivt arbejde i holdets tjeneste.

- Relationerne bliver bedre og bedre, men jeg arbejder hver dag på at optimere det hele. Jeg vænner mig langsomt til dansk fodbold, og mit mål er, at jeg på sigt leverer endnu flere mål og assists, siger brasilianeren, som befinder sig fint i Superligaen, selv om der spilles fodbold på en markant anderledes måde end i Brasilien.

- Der er mange stærke spillere, og fysisk er det meget krævende. Jeg forsøger efter bedste evne at tilpasse mig, og det bliver bedre og bedre dag for dag, siger Evander.

Du kan opleve Evander mod FC Nordsjælland fra klokken 19.00 mandag aften, og her får vi svaret på, om han atter kommer på måltavlen mod FC Nordsjælland.

 

 

FCM vs. EFB – 25. maj.

Køb billet