21.08.2017, 13:00 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: Getty Images

FC Midtjylland forlænger med forsvarstalent

Forsvarstalentet Rasmus Nicolaisen forlænger kontrakten med FC Midtjylland med yderligere ét år

Han har allerede bevist, at han kan være med på øverste hylde. Rasmus Nicolaisen og Kristian Riis tæmmede Andreas Cornelius, Federico Santander og Andriya Pavlovic, da FC Midtjylland vandt 3-2 i sidste sæson over det stærke FCK-hold fra 16-17-sæsonen.

Nu forlænger forsvarstalentet og midtstopper Rasmus Nicolaisen kontrakten med yderligere ét år.

- Jeg er glad for at forlænge endnu et år min hjerteklub her i FC Midtjylland. Det er mit hold, og det er det hold, jeg har fulgt, siden jeg var barn, og jeg drømmer om at slå igennem her, siger Rasmus Nicolaisen, der er ved at komme sig ovenpå en knæskade.

Rasmus Nicolaisen er et produkt af FC Midtjyllands akademi og FC Klubsamarbejdet. Den 20-årige stopper kommer fra samarbejdsklubben Aulum IF, og har været en del af FC Midtjyllands akademi, hvor han var fast makker med Kristian Riis.

Det glæder administrerende direktør Claus Steinlein, at Rasmus Nicolaisen viser loyalitet over for klubben.

- Vi er altid stolte over at have tilknyttet spillere, som vores eget akademisystem og samarbejdsklubber har oplært og uddannet. Derfor er det en glædelige nyhed, hver gang vi kan forlænge kontrakten med en spiller som Rasmus Nicolaisen, siger Claus Steinlein.

Rasmus Nicolaisen er glad for, at klubben viser ham tillid ved at give ham et ekstra år.

- Nu vil jeg betale tilbage ved at bevise mit værd. Jeg er blevet belønnet med et år mere, og jeg vil vise, at klubben gør klogt i at tro på mig, siger Rasmus Nicolaisen.

Den tidligere akademispiller og profil i to UEFA Youth League-eventyr har også bevist,  at han kan være med mod de bedste danske hold.

- Det var en fed oplevelse både at spille FCK-kampen sammen med Riis, men også pokalsemifinalen mod Brøndby IF, hvor jeg i begge kampe beviste, at jeg kan være med, og det giver mig et rygstød, at trænerne har tillid til, at de kan sætte mig ind i sådanne kampe, siger Rasmus Nicolaisen.

Rasmus Nicolaisen har opnået 10 kampe for FC Midtjyllands førstehold, og ambitionerne er klare:

- Det er min drøm at slå igennem her, og jeg har bidt mig fast i den drøm, siger Rasmus Nicolaisen.

FCM vs. ACH – 20. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox