21.06.2017, 12:00 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: Getty Images

FC Midtjylland henter Gustav Wikheim tilbage

Sidste sæson var Gustav Wikheim på lån i FC Midtjylland. Nu henter ulvene ham tilbage på en permanent aftale

Gustav Wikheim blev klappet ud af stadion til sin sidste hjemmekamp, da hans et-årige ophold til låns i FC Midtjylland sluttede i sæsonens sidste kamp. Nu får FCM-fans muligheden for at klappe nordmanden tilbage på MCH Arena, for FC Midtjylland hente den lynhurtige tekniker til heden på en permanent aftale.

- Det var fantastisk, som fansene tog imod mig i sidste sæson, og jeg glæder mig til at komme tilbage til MCH Arena, siger Gustav Wikheim.

Cheftræner Jess Thorup glæder sig over, at Gustav Wikheim vender tilbage til ulvene på en fireårig aftale.

- Da lejeopholdet sluttede, var det åbenlyst for mig, at det var en god idé at få Gustav Wikheim på en fast aftale. Det er lykkes nu, og det er jeg meget tilfreds med, siger Jess Thorup.

Med et års lejeaftale i sidste sæson kender begge parter hinanden godt, og  Jess Thorup peger på flere ting, der gør, at Gustav Wikheim passer ind i ulveflokken:

- Rent spillemæssigt fik han en fantastisk start på sit lejeophold. Der kom en lille skadespause, som han kom fint tilbage fra for derefter at slutte sæsonen godt af. Vi ved, at vi kan udvikle Gustav Wikheim endnu mere hos os, og at han kan blive en vigtig spiller for FC Midtjylland. Blandt andet håber vi på flere mål og assist, og der ved vi, at han har de kompetencer, der skal til for at være afgørende, siger Jess Thorup.

Derudover er trænerteamet tilfredse med det sociale engagement, som den vellidte nordmand bringer til truppen.

- Her yder han en virkelig stor indsats, og det kunne vi også mærke på de andre spillere. Eksempelvis har jeg aldrig set sådan en afsked, som han fik, da han blev skiftet ud til sidste hjemmekamp. Der var syv spillere henne og give ham et kram, efter han blev skiftet ud, siger Jess Thorup.

- Jeg trivedes rigtig godt i FC Midtjylland sidste år, og jeg havde det godt sammen med spillerne og staben. Så det ser jeg frem til at vende tilbage til, siger Gustav Wikheim.

Kantspilleren med de brasillianske aner og mellemnavnet Mendonca håber, at FC Midtjylland i de kommende år vil skabe bedre resultater, end tilfældet var i sidste sæson, og nordmanden tror på, at det er muligt.

- Jeg ser meget potentiale i klubben, og jeg tror, vi kan gøre det endnu bedre, end vi viste sidste år. Jeg håber, at vi vinder ligaen, for FC Midtjylland er en stor klub, og det er muligt. Derudover ser jeg frem til at spille i Europa med FC Midtjylland, siger Gustav Wikheim.

Gustav Wikheim spillede i alt 21 kampe for FC Midtjylland i den seneste superligasæson. Han startede inde i 10 af dem. Her blev det til fire mål og to assist.

- Gustav var en fast del af startopstillingen, og det er også planen med, at han kommer tilbage til FC Midtjylland. Han skal genvinde sin startplads. Det er også derfor, vi skriver en lang kontrakt med ham, for vi tror på ham i fremtiden.

- Jeg har et godt forhold til Jess Thorup. Vi er ærlige over for hinanden, og han fortæller mig, hvad han vil have fra mig. Vi har det fint sammen, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham de næste fire år.

Gustav Wikheim kommer fra den belgiske klub AA Gent.

FCM vs. ACH – 20. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox