01.07.2019, 10:59 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland køber brasiliansk back

24-årige Paulinho kommer til fra Esporte Clube Bahia og har underskrevet en femårig kontrakt

Den brasilianske trio i FC Midtjylland bliver til en kvartet.

24-årige Paulo Victor da Silva, med kælenavnet Paulinho, gør Evander, Junior Brumado og Patrick selskab i FC Midtjylland, hvor han har underskrevet en femårig kontrakt.

Han har sit udgangspunkt som venstre back, og han er på mange måder en typisk venstre back fra Brasilien ifølge sportschef Svend Graversen.

- Paulinho er teknisk velfunderet, løbemæssigt er han stærk, og så har han en rigtig god venstrefod, siger Svend Graversen om FC Midtjyllands nyeste spiller.

Defensivt er Paulinho dygtig en mod en, da han er blevet udfordret af dygtige spillere i Brasilien, og han er meget fremadrettet i sit forsvarsspil.

- Vi skal sammen med Paulinho sikre, at den taktiske transition fra den brasilianske liga til Superligaen, sker så hurtig som muligt.

Svend Graversen beskriver Paulinho som et roligt og afdæmpet menneske, der arbejder hårdt og professionelt hver dag, og handlen er endnu et eksempel på FC Midtjyllands fine netværk i Brasilien.

- Vores ry i Brasilien er godt, og flere og flere kender til vores gode udviklingsmiljø i FC Midtjylland, hvilket vi håber og tror, vi kan understrege med købet af Paulinho, siger Svend Graversen.

Efter en omvej på grund af et aflyst fly fra Amsterdam til Billund, gennemgik Paulinho søndag aften det obligatoriske lægetjek, hvorefter han skrev kontrakten under, og han svarede hurtigt på, hvorfor han skifter Brasilien ud med fodbold i Midtjylland og Danmark.

- Det er ikke kun Europa og Danmark, som motiverede mig til dette skifte, for klubben FC Midtjylland er også en væsentlig faktor. Det er en klub, som spiller med om titler, og det vil jeg gerne være en del af, fortæller Paulinho.

Det er første gang, han er i Europa, så kendskabet til dansk fodbold og FC Midtjylland er begrænset, men han har dog fået brugbare informationer fra sin tidligere klubkammerat i Brasilien, Junior Brumado.

- Han har fortalt mig, at FC Midtjylland er en god klub med mange gode holdkammerater og en velfungerende stab, som jeg ser frem til at møde, siger Paulinho.

Hvis det sidste papirarbejde falder på plads, er planen, at Paulinho i løbet af tirsdagen støder til FCM-truppen, som i den kommende uge er på træningslejr i polske Poznan.

- Jeg vil beskrive mig selv som offensiv spiller, der også har respekt for det defensive arbejde. Jeg er god til at læse spillet, og så mener jeg, at jeg råder over en forholdsvis god afleverings-/afslutningsfod, siger Paulinho.

Han er født og opvokset i Sao Paulo, men han repræsenterede senest Bahia i det østlige Brasilien, hvor varmen er udtalt, og han er klar over, at der venter ham et noget anderledes klima, selv om han landede i Danmark på en efter danske forhold ganske varm dag.

- Jeg har hørt om kulden, men det er okay. Jeg skal nok klare det, slår det fjerde medlem af FC Midtjyllands brasilianske kvartet fast med et stort smil.

Bem vindo ao FC Midtjylland, Paulinho.

Korte facts om Paulinho

  • Paulo Victor da Silva, bedre kendt som Paulinho er født den 3. januar 1995 i São Paulo.
  • ​Han startede med at spille fodbold i den lokale klub Santo André, hvor han fik debut for førsteholdet i juli 2014 i en 0-0 kamp mod Juventus-SP i Copa Paulista.
  • Den 3. august 2018 skiftede han til storklubben Esporte Club Bahia, hvor han i alt har spillet 17 kampe i Série A og Copa Sudamericana.
  • I perioden april 2017 til december 2017 var han udlejet til Boa Esporte Clube, og senere hen var han udlejet til Esporte Clube São Bento i den næstbedste brasilianske række
  • Han lavede Bahias første assist i 2019-sæsonen i en kamp mod Clube de Regatas Brasil i Copa do Nordeste.
  • Han kommer fra samme klub som Júnior Brumado, og spillede sammen med ham i et lille halvt år.