31.01.2018, 21:35 | Af: Karen Buhl | Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland køber ukrainsk U21-landsholdsspiller

Det ukrainske angrebstalent, Artem Dovbyk, har underskrevet en fire og et halvt års aftale med FC Midtjylland

FC Midtjylland får tilgang af den 20-årige angriber, Artem Dovbyk, der skifter til det midtjyske på en fri transfer, efter hans kontrakt med FC Dnipro udløb ved udgangen af 2017.

- Vi er enormt glade for at kunne hente endnu en forstærkning til truppen. Med et skifte vil der altid være en transitionsperiode, men Artem har de fodboldmæssige kompetencer til hurtigt at gøre sig konkurrencedygtig i truppen, siger sportschef Svend Graversen.

Artem Dovbyk har optrådt på diverse U-landshold i Ukraine og har allerede været indkaldt til det ukrainske A-landshold. Den 20-årige ukrainer er desuden kåret til det største ungdomstalent i ukrainsk fodbold.

- Artem er en fysisk og teknisk stærk spiller med et kæmpe potentiale. Han er samtidig en kompetent afslutter og er både dygtig med ryggen mod mål og har desuden et kraftfuldt drive med bolden. Han er en powerspiller med målnæse, beretter cheftræner Jess Thorup.

Det 20-årige angrebstalent har nettet tolv gange i blot tretten kampe for sit nu tidligere klubhold, FC Dnipro.

- Vores scouts følger ukrainsk fodbold tæt, og vi har fulgt Artem over det sidste års tid. Vores vurdering er, at han er skræddersyet til den måde, som FC Midtjylland spiller på, forklarer Svend Gravesen.

Artem Dovbyk tilslutter sig truppen, når holdet er hjemvendt fra træningslejren i Dubai.

FCM vs. BIF – 1. mar.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox