18.07.2018, 09:00 | Af: | Foto: Getty Images

FC Midtjylland siger farvel til en ærgerrig og ydmyg Ulvekriger

30-årige Janus Drachmann rejser efter halvandet år i klubben videre – næste stop bliver hos Superliga-kollegaerne OB

Hvor stort et aftryk er det egentlig muligt at sætte på halvandet år? Hvis man hedder Janus Drachmann, er svaret: Et voldsomt stort aftryk.

Den nu 30-årige midtbanespiller skiftede fra Sønderjyske til FC Midtjylland i begyndelsen af 2017, og inden da var han i mange sæsoner et slidstærkt omdrejningspunkt hos AC Horsens.

Nu skal han, efter halvandet år som Ulvekriger, videre i karrieren, da han har underskrevet en kontrakt med fynske OB, men glemt bliver han langt fra hos FC Midtjylland.

- Janus er på alle måde en stor personlighed. Hans værdier passer perfekt med værdierne hos os, og fra første dag satte han sit aftryk på den kultur, vi fremelsker i FC Midtjylland, siger sportschef Svend Graversen.

Både på og udenfor banen har sportschefen den dybeste respekt for Drachmann, og blandt andet fremhæver han den nu forhenværende FCM-spillers familiemæssige værdier.

- Derudover er han ydmyg og ærgerrig, og han har givet det hele videre til holdkammerater og alle andre i klubben. Janus har haft en betydningsfuld rolle for kulturen i FC Midtjylland, og på den måde har han styrket klubbens værdisæt, siger sportschefen, som naturligvis ønsker Janus Drachmann alt det bedste fremover.

- På nær i kampene mod os, siger Svend Graversen med et skævt smil.

For Janus Drachmann er det jagten på fast spilletid, som får ham til at skifte til OB, og han glæder sig til nye udfordringer.

- Jeg kom til FCM for at vinde titler, og det gjorde vi sammen, hvilket jeg gerne vil takke for at have været en del af, siger Janus Drachmann, som med sin alder er i en fase af sin fodboldkarriere, hvor spilletiden betyder meget.

- Jeg vil gerne spille, og jeg vil gerne være med til at gøre en forskel på banen, og det er det arbejde, jeg skal i gang med hos OB nu, siger midtbanespilleren, som nåede 48 kampe for FC Midtjylland.

I forbindelse med tirsdagens morgenmøde inden dagens træning satte cheftræner Jess Thorup også et par ord på en spiller, som har fyldt så meget i FC Midtjylland.

- Både spilleren Janus Drachmann og mennesket Janus Drachmann involverede sig straks i klubben og har givet rigtig meget hele vejen, og derfor er tak det vigtigste at sige til ham, sagde cheftræneren.

Så mange tak, Janus Drachmann. For det hele. Med ønsket om alt det bedste i fremtiden.