29.07.2020, 13:42 | Af: Ulrik Forsom | Foto: Stefan Steinn

FCM Awards: Årets kåringer

Søndag aften sluttede FC Midtjylland mesterskabssæsonen af med en række kåringer i forskellige kategorier, samt et følelsesladet farvel til Tim Sparv

Efter pokalen blev hævet højt mod himlen søndag aften og de nykårede danske mestre var blevet behørigt fejret på MCH Arena, fortsatte festlighederne ved en intern mesterskabsfest, hvor der traditionen tro blev foretaget en række kåringer i forskellige kategorier. 

En feststemt sportschef Svend Graversen stod som konferencier for de forskellige kåringer. Den første kåring var titlen som årets topscorer. Den gik jo helt som ventet til Ronnie Schwartz, der som bekendt endte som 3F Superligaens topscorer med 18 mål. Det var derfor også en veloplagt Schwartz, der på podiet takkede for awarden. 

- Jeg er glad for at være en del af den her gruppe og af de her mennesker. Det har betydet meget for mig at komme hertil og at vinde noget. Det at gå hjem med både en medalje og en topscorertitel, lyder og er i min optik en god aften. Jeg er stolt og topscorerprisen er både for mig og hele holdet, for jeg havde ikke kunnet gøre det uden jer, sagde Plafferministeren, der sluttede sin takketale med at takke Evander for de to straffesparksscoringer mod FC Nordsjælland, der endte med at sikre ham titlen som topscorer. 

Næste kåring var årets mål. Her havde folk kunnet stemme i FCM-Appen og til trods for stor konkurrence fra Anders Dreyers drømmemål mod FC København, så blev Paulinhos perlemål på hjemmebane mod SønderjyskE fortjent kåret som årets mål. 

- Tusind tak for prisen og tak for det vi har opnået, fik venstrebacken sagt på engelsk inden han tydeligt stolt ønskede alle en rigtig god fest. 

Onyeka blev Årets Spiller
Den næste kåring var titlen som årets unge ”upcoming player”, og i en sæson, der har talt gode præstationer af såvel Nicolas Madsen, Nicholas Dyhr, Frank Onyeka og Gustav Isaksen, så var det dog den svenske midtbanespiller Jens Lys-Cajuste, der blev kåret som Årets Fund i FC Midtjyland.

- Jeg er selvfølgelig meget taknemmelig for hele holdet og vores præstationer. Der var mange andre på holdet, der kunne have fået denne pris. Vi har haft en stor sæson og jeg glæder mig allerede til den næste, sagde Jens Lys, der også afslørede at han ikke havde regnet med at han skulle have vundet prisen. 

Den sidste kåring var der til gengæld flere der kunne have vundet. Prisen som Årets Spiller i FC Midtjylland kunne være gået til en række spillere i en stærk sæson. Tidligere søndag var var anfører Erik Sviatchenko blevet kåret til Årets Spiller i 3F Superligaen, og torsdag kårede de 14 cheftrænere Sviatchenko som Forårets Profil, men med Svend Graversens bemærkning, så var det ikke nok til at vinde den interne pris i FC Midtjylland. Den pris gik nemlig til Frank Onyeka. 

- For to år siden fik Frank sin debut, hvor han spillede alle mulige positioner. Men i denne sæson har han spillet, der hvor han var bedst, og han har bevist sit værd for holdet og at holdet kan regne med ham, sagde Svend Graversen om baggrunden for kåringen af den stærke midtbaneprofil. 

Onyeka selv var naturligvis glad og stolt over sin pris, og startede med et glimt i øjet, med at takke trænerne for at lade ham spille sin favoritposition på midtbanen. 

- Sidste sæson spillede jeg ikke min bedste position, men i år lod i mig spille på den rigtige plads. Jeg vil gerne sige tak til alle spillere og trænere for at hjælpe mig med at blive en bedre spiller. Tusind tak, sagde en Frank Onyeka, der altså blev kåret til Årets Spiller 2020 i FC Midtjylland. 

Farvel til Tim Sparv
Aftenen gik videre med et farvel til Tim Sparv, der fik flotte ord med på vejen fra såvel direktør Claus Steinlein og anfører Sviatchenko. 

- Du var jo faktisk den første spiller, der blev hentet med baggrund i Benhams strategi med SmartOdds. Og jeg har aldrig tvivlet på dig. Bortset fra efter din første kamp i Aalborg, for der var du ringe, sagde Steinlein med sit vanlige glimt i øjet. 

- Men du så dig aldrig tilbage. Du lærte os at være professionelle. Du har altid stillet krav til ledelse og trænere, men du er også altid gået forrest. Og selvom du har været ude af holdet, så har du altid trænet hårdt og vist at du går forrest, sagde Steinlein om den finske midtbanespiller, der også fik flotte ord med på vejen af Sviatchenko. 

- Du har været med til at vinde alle vores mesterskaber. Du har en kæmpe aktie i FC Midtjyllands succes og i de titler vi har vundet. Jeg har altid kigget meget på dig og din seriøsitet. Vi har altid kunnet gå din vej. Jeg håber at vi kommer til at se mere til dig om det så bliver som træner. Vi værdsætter dig rigtig højt som spiller og som menneske, sagde Sviatchenko, om den finske midtbaneanfører, der også fik store roser af tidligere anfører Jakob Poulsen og tidligere cheftræner Jess Thorup. 

Tim Sparv havde overskud i sin takketale, hvor han roste Claus Steinlein for at være en dygtig psykolog og han mente ikke at han havde fortjent den meget omtale.

- Jeg er en 33-årig midtbanespiller, der aldrig scorer mål. Og så får man sådan en afsked. Det er jo helt vildt. I er fantastiske. Jeg elsker jer alle sammen og i er en fantastisk flok, sluttede Tim Sparv sin takketale. 

Truppen har nu en velfortjent ferie inden holdet møder ind den 5. august, hvor forberedelserne til de vigtige kvalifikationskampe til Champions League begynder i slutningen af august. 

Sæsonens kåringer
Årets Topscorer: Ronnie Schwartz (18 mål)
Årets Mål: Paulinho (hjemme mod SønderjyskE)
Årets Fund: Jens Lys Cajuste 
Årets Spiller: Frank Onyeka