20.01.2017, 13:00 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: FC Midtjylland

FCM henter målmand i OB

Michael Falkesgaard skifter til FC Midtjylland fra sommeren 2017. Han har netop skrevet en to-årig kontrakt med ulvene

FC Midtjylland henter ny målmand til truppen. Til sommer rykker den kontraktfrie Michael Falkesgaard fra OB til FC Midtjylland og bliver en del af målmandsteamet.

- Jeg er glad for, at Midtjylland er kommet på banen og har set det potentiale i mig, som jeg føler, at jeg har. Jeg glæder mig til at komme op og vise det, siger Michael Falkesgaard.

Michael Falkesgaards kontrakt med OB udløber til sommer, hvor Michael Falkesgaard skifter til FC Midtjylland på en toårig aftale med FC Midtjylland fra den 1. juli.

- Jeg drømmer om at gøre det så godt som muligt og spille mig til en plads mellem stængerne. Om det kan lade sig gøre med Nikolaj Polds (målmandstræner, red.) hjælp, må tiden vise, men jeg er klar til at give mig 100 procent for opgaven, og jeg glæder mig til udfordringen, siger Michael Falkesgaard.

Dermed tilføjer FC Midtjylland Michael Falkesgaard til en trup, hvor der i forvejen er dygtige målmænd som Johan Dahlin og Mikkel Andersen.

- Der er stor konkurrence på pladsen i Midtjylland, og sådan skal det være. Vi henter Michael ind, fordi vi ser et stort potentiale i ham, som vi mener, vi kan forløse her i Midtjylland, siger sportsdirektør Claus Steinlein om den nye signing.

Michael Falkesgaard er kommet tilbage fra en længere skadesperiode i OB, efter han i 2015 blev korsbåndsskadet. I mellemtiden har han mistet pladsen i målet til Sten Grytebust. Tidligere spillede han i Brøndby, hvor klubben købte Lukas Hradecky, der kom til at stå fast i stedet for Falkesgaard.

- Det er klart, at han har haft nogle forløb, hvor han er blevet afbrudt i sin udvikling, men jeg tror på, at han over den her toårige kontraktperiode kan udvikle sig hos os, siger Claus Steinlein.

Nikolaj Pold, FC Midtjyllands målmandstræner, har fulgt Michael Falkesgaard og har været i tæt dialog med ham omkring det nye valg af klub.

- Jeg er glad for, at jeg kan tilføje Michael til teamet. Han er en målmand, som har hurtige reaktioner på stregen og er aggressiv i feltet, siger Nikolaj Pold.

Det var blandt andet Nikolaj Polds planer for Falkesgaard, der var med til at overtale den 191 centimeter høje målmand om at skifte til FC Midtjylland.

- Han har set mig spille og har indgående kendskab til mig, så da han kom på banen og havde lagt en god plan for mig, som jeg

følte var realistisk og langsigtet, så følte jeg, at det var det rigtige at tage skridtet til FC Midtjylland til sommer, siger Michael Falkesgaard.

Målmandstræneren mener, at Michael Falkesgaard har en personlighed, der passer godt ind i FC Midtjylland:

- Han har gode menneskelige egenskaber. Han er en super fyr, der har team-spirit, og det er vigtigt for os. Alle de folk, jeg har snakket med, kalder ham en god holdspiller og kammerat, der elsker at træne. Derfor tror vi, at han passer godt ind i vores kultur, siger Nikolaj Pold.

Michael Falkesgaard har dog fokus på sin nuværende klub, indtil han skifter til ulvene den 1. Juli 2017.

- Jeg er fast besluttet på at gøre det så godt jeg kan i OB og yde en professionel indsats, indtil jeg skifter til sommer, siger den 25-årige keeper.

FCM vs. TNS – 16. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox