08.05.2017, 20:57 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: Getty Images

FCM II hjemtog guldet

Med en 4-2 sejr i Silkeborg vandt reserverne Mesterskabsslutspillet. Brandkamp af Raahauge og hattrick af Wikheim.

Lørdag vandt akademi-holdene med sammenlagt 9-0 over Randers’ talenter, søndag fik Superligamandskabet revanche mod Brøndby og mandag kunne FCM II lade sig kåre som vinder af Reserveligaen – jo, det har været nogle gode dage for FCM!

For FCM II var opgaven klar: minimum uafgjort i Silkeborg og guldet var en realitet. Og det startede godt for reserverne. Allerede i det 11. minut blev kursen udstukket, da Mads Døhr Thychosen brød igennem over højrekanten, og lagde bolden ind til Mads Vang, der scorede mellem benene på SIF-keeperen.

Midtvejs i halvlegen blev føringen øget, da Silkeborg blev overrumplet efter at en hurtigt eksekveret omstilling havde efterladt fem FCM’ere alene med to Silkeborg-forsvarere. Gustav Wikheim havde sidste fod på bolden.

FCM havde på det tidspunkt fint fat i kampen, men det skulle ændre sig i de sidste tyve minutter af halvlegen. Her kom ulvene i den grad på hælene, og især de sidste fem minutter af halvlegen var et veritabelt bombardement af FCM-feltet.

Lige som det så ud som om FCM ville holde til halvleg, fik Silkeborg tilkendt et straffespark. Den ghanesiske prøvespiller, midterforsvareren Simon Zibo kom for sent i en tackling på amerikanske Rubio Rubin, og dommeren pegede – korrekt – på pletten, hvorfra Rubin selv sparkede.

Andreas Raahauge havde dog ikke til sinds at overgive sig, og med en sublim dobbeltredning sørgede han for at stillingen forblev 2-0.

Wikheim i hopla
I anden halvleg var FCM II lige så trængt, men på en blanding af held, storspil af Raahauge og nogle decideret dårlige afslutninger fra SIF-spillerne, lykkedes det at holde skansen indtil midtvejs i halvlegen. Så tog Rubin sagen i egne hænder, brød igennem over kanten og reducerede med et fladt spark FCM’s føring.

Stillingen fik lov at stå i fem minutter, så blev Mikkel Jakobsen sendt af sted i dybden, men inden han kunne komme til afslutning blev han nedlagt. Straffespark, og det scorede Wikheim på. 

Kort efter fik Silkeborg tilkæmpet sig et hjørnespark, men det plukkede Raahauge ud af luften, inden han med en hurtig igangsætning sendte bolden op til Samson, der afdriblede sin modstander og lagde bolden til rette for …Gustav Wikheim. Hattrick af den ekvilibristiske nordmand.

Selvom det lignede en umulig opgave, pressede Silkeborg uanfægtet på, og det lykkedes dem da også at reducere ved en flot aktion fra unge Jeppe Okkels, men trods et massivt tryk kom værterne ikke tættere på end det.

4-2 og så kunne FCM II glæde sig over sit andet mesterskab i de nu seks sæsoner reserveligaen er blevet spillet. Det første kom i 2011-12.

Top A træner Søren Bjerg glædede sig over sejren, der er kronen på værket af en vellykket sæson for reserverne, både målt på resultater og spillernes udvikling:

- Det har nok en gang været et år, hvor vi har brugt rigtig mange spillere. De er kommet fra både Superligaholdet, U19 og U17, men på trods af, at det ofte har været en sammenbragt flok, har vi præsteret stabilt både i efteråret og i foråret.

- Det skal spillerne have stor ros for, og præstationen bliver ikke mindre af, at vi ofte har brugt spillerne på nogle andre pladser, end de har været vant til, siger Søren Bjerg og peger i dagens kamp på Mads Døhr Thychosen, der gjorde en fortrinlig figur som højreback, Bruninho, der spillede på midtbanen og U17-midtbanespilleren Nicolas Hautorp Madsen, der spillede i midterforsvaret.

Silkeborg IF II – FC Midtjylland II 2-4 (0-2)
11’ 0-1 Mads Vang (oplæg Mads Døhr Thychosen)
24’ 0-2 Gustav Wikheim (oplæg Mikkel Jakobsen)
66’ 1-2 Rubio Rubin
72’ 1-3 Gustav Wikheim (strf.)
75’ 1-4 Gustav Wikheim (oplæg Samson Onomigho Iyede)
81’ 2-4 Jeppe Okkels

FCM II: Andreas Raahauge – Mads Døhr Thychosen (65’ Nicolai Damkjær), Nicolas Hautorp Madsen, Simon Zibo, Marc Dal Hende (46’ Andreas Poulsen) – Gloire Rutikanga (46’ Victor Torp), Mikkel Jakobsen, Bruninho (65’ Mads Olsen) – Gustav Wikheim, Simon Kroon (43’ Samson Onomigho Iyede), Mads Vang

FCM vs. RFC – 30. jul.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox