03.04.2019, 21:32 | Af: Mads Jakobsen | Foto: Daniel Stentz

FCM klar til pokalfinale efter målfest

Et selvmål satte Ulvene igang i onsdagens pokalsejr.

FC Midtjylland sikrede sig onsdag aften en plads i årets pokalfinale efter en 4-0 sejr over OB. 

Hjemmeholdet fortsatte ellers i starten de mindre gode takter fra kampen mod FC Nordsjælland. Der var ikke meget sammenhæng i spillet, og det var stort set umuligt at skabe chancer.

Samtidig bød OB sig til i den anden ende, og det var på mange måder gæsterne, som kom bedst fra start. 

Efter en halv times spil kom kampens første mål - og stik mod spil og chancer var det FC Midtjylland, der bragte sig foran. Eller… faktisk var det OB, der bragte FCM foran. Troels Kløve fik bolden fra Grytebust i OB-målet, og straks blev han presset af Paul Onuachu. OB-spilleren prikkede bolden tilbage mod sin målmand, som i mellemtiden havde listet sig ud i siden af feltet. Herfra kunne han se, hvordan Kløves tilbagelægning havde retning mod målet, og selvom han satte i fuld sprint, nåede han ikke at få den væk. 1-0 til hjemmeholdet.

Selvom målet lunede på den regnvåde forårsaften, så blev spillet på banen ikke meget bedre af scoringen. Derfor måtte FC Midtjylland-spillerne også gå til pause uden at have skabt det store - men foran 1-0.

Der skulle dog kun gå få sekunder af anden halvleg, inden Ulvene viste, at de godt kan score mål selv. Et frispark i venstresiden blev sparket indover af Rafal Kurzawa. Det ramte Paul Onuachu lige i panden, og angriberen bragte sikkert hjemmeholdet foran med 2-0.

Minuttet efter blev Onuachu sendt alene igennem af Mabil, men den lange betænkningstid blev en ulempe for angriberen. For det gik ikke hurtigt med at få afsluttet, og i sidste øjeblik blev han tacklet af en OB-forsvarer.

Gæsterne lagde sig dog ikke ned af den grund. OB sad på spillet i  store dele af anden halvleg, men hjemmeholdet kom også bedre med i perioder. 

Og det var Ulvene, som var mest kyniske foran mål. For efter 71 minutter var Onuachu på pletten igen. Endnu et indlæg - denne gang fra Jakob Paulsen - endte bagerst i feltet, hvor angriberen headede bolden i mål. 

Det blev også til 4-0, da Gustav Wikheim overløb OB-forsvaret i en kontra og bankede bolden ind i målet. 

Dermed endte det i en storsejr til Ulvene, der nu er klar til pokalfinalen i Parken den 17. maj.

 

FCM vs. BIF – 22. apr.

Køb billet