19.08.2018, 22:04 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

FCM og OB delte i Odense

Alexander Scholz debuterede mod OB - men en sen fynsk udligning gav skår i glæden

Søndag aften gav FC Midtjylland-cheftræner Jess Thorup debut til klubbens seneste indkøb, 25-årige Alexander Scholz, og det gjorde han på Nature Energy Park, hvor Scholz sammen med resten af holdkammeraterne spillede 1-1 mod OB.

Scholz spillede sin første Superligakamp i et tremandsforsvar sammen med Bubacarr Sanneh og Zsolt Korcsmar, og den opgave løste han flot, sikkert og rutineret. I det hele taget havde FCM-cheftræneren endnu engang fordelt kræfterne i den stærke FCM-trup, Jesper Hansen, Zsolt Korcsmar, anfører Jakob Poulsen og Mayron George var gengangere fra Europa League-opgøret mod The New Saint på MCH Arena, og de nye konstellationer så længe ud til at sikre sig tre point.

I de første 45 minutter fik man ikke ligefrem kvalme i forsøget på at sluge målchancerne - for der var stort set ingen af dem. Det ændrede sig dog i anden halvleg, hvor både værterne og FCM bød sig til med løse muligheder.

Seriøst blev det dog først et kvarter før tid, da Mikkel Duelund fra kanten af feltet sendte bolden på stolpen med sin venstre fod - riposten var Marc Dal Hende hurtigst over, og han sparkede sikkert føringen i nettet.

1-0 føringen holdt langt ind i overtiden, hvor en FCM-kontra endda kunne have udløst målet til 2-0, men i stedet fik OB'erne en sidste mulighed, og den udnyttede de. Jesper Hansen viste ellers en klasseredning, men riposten landede hos Nicklas Helenius, og han skaffede fynboerne det ene point.

De fleste af de 4646 tilskuere jublede stort, mens gæsterne hang med hovederne efter en chancefattig kamp, hvor tre point absolut var indenfor rækkevidde.

Næste opgave for FCM er torsdagens playoff-kamp i Europa League mod Malmø FF - et opgør som spilles i Malmø.