30.01.2019, 15:38 | Af: | Foto: FC Midtjylland

FCM overvandt mareridtsstart i testsejr

Astana var foran med 2-0 efter seks minutter, men Midtjylland slog tilbage og vandt 4-2 efter et hæsblæsende kvarter

FC Midtjylland tog i dag hul på Dubai International Cup, hvor modstanderen var FC Astana fra Kasakhstan.

Cheftræner Kenneth Andersen havde inden kampen proklameret, at offensiven skulle sættes i scene. Det var dog i den anden ende, det brændte på fra kampens start. Efter bare fem minutter kom kasakherne i front, da Mayron George, på uheldig vis, fik forlænget et indlæg og sendte bolden i eget net – uden chance for Jesper Hansen. Og bare to minutter senere var den gal igen. Med hjælp fra kraftig vind langs banen, blev et indkast vekslet til 2-0, da Marin Tomasov løb fra FC Midtjyllands bagkæde og køligt chippede bolden over en fremadstormende Jesper Hansen. 

Få minutter efter scoringen fik Mayron George dog gjort skaden god igen. Erik Sviatchenko kom først på et hjørnespark og Nenad i Astana-målet sendte bolden retur i feltet, hvor George hamrende den i kassen. Fire minutter senere kom Midtjylland for alvor tilbage i opgøret, da Rilwan Hassan reducerede til 2-2 med en flad afslutning, efter flot forarbejde af George og Evander. 

Herefter fik de to forsvarskæder bedre styr på kampen, men hvad der manglede i chancer, havde kampen til gengæld i intensitet, hvilket kom til udtryk i flere hårde nærkampe. George fik endnu en fin mulighed efter en halv times spil, men den store costaricaner fik ikke træf på bolden. Efterfølgende havde Hassan og Sparv fine forsøg fra distancen, men keeperen parerede i begge tilfælde.  

I pausen erstattede U19-spilleren Nikolas Dyhr Marc Dal Hende, men det ændrede ikke kampbilledet. Det var fortsat chancefattigt, men efter en times spil blev Paul Onuachu og Gustav Isaksen sendt i aktion, og det skulle vise sig at blive kampafgørende.

I sin første offensive aktion, drev unge Isaksen gæk med det kasakhiske forsvar og snød to modspillere, hvorefter han fandt Joel Andersson, som sendte bolden i det bagerste område af feltet. Her satte Evander sin direkte mand og sparkede fladt mod mål, men endnu engang reddede Nenad for Astana.

Tre minutter senere kunne målmanden dog ikke stille noget op, da Isaksen kom først på et indlæg fra Dyhr og sendte bolden sikkert i mål ved nærmeste stolpe. Fremragende samspil af de to førsteårs U19-spillere. 

I slutfasen lukrerede midtjyderne på omstillinger, hvor det flere gange blev til store chancer. Stadionuret viste dog 88 minutter før kampen blev lukket, da Onuachu gjorde det til 4-2. Bozhidar Kraev, som erstattede Sparv midtvejs i anden halvleg, lagde elegant bolden af til Evander, som hamrede bolden mod mål. Keeperen gav en retur og Onuachu var første over bolden. 

Det sluttede dermed 4-2 efter et hæsblæsende kvarter, hvor der blev scoret fire gange. FC Midtjylland spiller sidste testkamp i Dubai på lørdag, hvor modstanderen er kinesiske Shanghai SIPG. 

FC Midtjylland-FC Astana 4-2 (2-2) 
5: 0-1 Mayron George (selvmål)
7: 0-2 Marin Tomasov
10: 1-2 Mayron George
14: 2-2 Rilwan Hassan 
63: 3-2 Gustav Isaksen 
88: 4-2 Paul Onuachu 

FC Midtjylland: Jesper Hansen, Kian Hansen, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Joel Andersson, Jakob Poulsen, Tim Sparv (ud 68), Marc Dal Hende (ud 46), Evander Ferreira, Mayron George (ud 60), Rilwan Hassan (ud 60).

FC Astana: Eric Nenad, Shomko Dmitriy, Antonio Rukavina, Marin Anicic, Yury Logvinenko, Janga, Marin Tomasov, Roman Murtazayev, Ivan Mauyevski, Abzal Beisebekov, Yuriy Pertsukh

Bænken
Oliver Ottesen, Oliver Olsen, Nikolas Dyhr (ind 46), Mads Døhr Thychosen, Manjrekar James, Jens-Lys Cajuste, Nicolas Madsen, Bozhidar Kraev (ind 68), Gustav Isaksen (ind 60), Paul Onuachu (ind 60).