24.02.2019, 18:03 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

FCM-sejr efter drama i Århus

Paul Onuachu scorede to gange i 2-1 sejren - siden blev han udvist i lighed med Marc Dal Hende foran 11.787 tilskuere

Søndag eftermiddag var der under en mild forårssol indkaldt til fodboldfest på Ceres Park, hvor AGF var vært for FC Midtjylland, men hovedparten af de 11.787 tilskuere brød sig ikke ret meget om slutresultatets klang efter en højdramatisk kamp.

FC Midtjylland sikrede sig, trods rødt kort til både Paul Onuachu og Marc Dal Hende, en sejr på 2-1.

Gæsterne stillede i præcis samme startopstilling som i 2-1 sejren over AaB på MCH Arena for en lille uge siden, mens værterne blandt andre var uden Nicklas Backman i det centrale forsvar.

I det første kvarter fik kampen ikke sat sig, men efter 18 minutter fik Paul Onuachu en kæmpe hovedstødschance tæt under mål, men AGF-målmand Kamil Grabara klarede med en af de refleksredninger, som skaber undrende blikke fra de fleste.

Kort efter var der en ny hovedstødschance til gæsterne, denne gang blokeret af AGF-defensiven, som i de minutter var under pres langt tilbage på banen.

Og så ..., i den modsatte ende af banen smed Kasper Lunding et indlæg ind foran mål, hvor Jakob Ankersen kom først på bolden og headede værterne i front med 1-0.

Det tog FC Midtjylland-mandskabet fem minutter at komme sig over den, men så huggede Paul Onuachu til, da han tæt under mål styrede en bold i nettet - hvilket den faktisk kom endnu engang inden pausen, men Awer Mabil blev vinket offside.

Mens forårssolen gik i seng gik spillerne til pausen med stillingen 1-1, men FC Midtjylland straks fra anden halvlegs begyndelse på en føring, da Awer Mabil fik en stor mulighed - endnu engang kom Kamil Grabara i vejen.

Det gjorde han ikke få minutter senere, da Awer Mabil sendte et fladt indlæg ind fra højre side, og inde foran mål var Paul Onuachu hurtigere end Frederik Tingager i opfattelsen, og Onuachu smækkede fladt sin anden scoring i nettet til 2-1.

I de næste minutter var der flere muligheder til gæsterne, Rilwan Hassan nåede næsten frem til et indlæg fra Awer Mabil, og sidstnævnte testede endnu engang Kamil Grabara.

Hvad vi ikke fik i mål, fik vi til gengæld i dramatik.

Først tildelte dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt Paul Onuachu angriberens andet gule kort og dermed rødt kort - hvilket så ud til at være en meget hård kendelse.

10 minutter senere overgik det samme Marc Dal Hende, da han også fik sin anden advarsel, og dermed skulle FC Midtjylland forsvare føringen med to spillere i undertal og stadig små 20 minutter at spille.

Det klarede gæsterne på fremragende vis, men inden Jørgen Daugbjerg Burchardt fløjtede af, nåede han også at give AGF's Casper Højer det røde kort.

En fremragende fight af et FC Midtylland-mandskab i strid, århusiansk modvind sikrede nye tre point, og næste opgave er hjemmekampen den 4. marts på hjemmebane mod FC Nordsjælland.

 

 

FCM vs. EFB – 25. maj.

Køb billet