04.08.2018, 21:20 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

FCM slog oprykkerne med 3-1

Unge Rasmus Nicolaisen bag flot comeback i Vejle

Unge Rasmus Nicolaisen glemmer sent kampen i Vejle lørdag aften.

To gange steg forsvarsspilleren til vejrs og headede præcise hjørnesparksbolde fra Jakob Poulsen i nettet, og dermed ændrede han i anden halvleg en 1-0 føring til VB fra første halvleg til en 2-1 føring til de forsvarende mestre.

Det sidste søm på vej mod 3-1 sejren sørgede den forhenværende VB-dreng Mads Døhr Thychosen for, da han knastørt sparkede bolden i nettet på en omstilling.

Længe lignede det ellers ikke en sejr til et FCM-mandskab, som havde svært ved at finde spillet, og oprykkerne fra VB gik uimponeret og frisk til lørdagens opgave.

Samtidig var hjemmeholdet stærk i organisationen, så det blev ikke til mange chancer til FCM.

Billedet ændrede sig i anden halvleg - ikke mindst da Jakob Poulsen, Mikkel Duelund og Simon Ayo Okosun kom på banen - og VB'erne fik at mærke, at fodbold i Superligaen er en kynisk og ubarmhjertig størrelse.

Stort og stærkt comeback af FCM'erne - og ikke mindst en forrygende flot præstation af fansene, som var der hele vejen.

I Vejle har de dog ikke mistet humøret - og som Vejle Kommunes kulturudvalgsformand sagde, da han forlod Vejle Stadion:

- Husk nu, vi har Politiskolen ...

 

 

FCM vs. TNS – 16. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox