13.11.2019, 09:08 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

FCM-spillere på landsholdsopgaver

Elleve af FC Midtjyllands spillere tjener fædrelandet i landsholdstrøjen - Tim Sparv kan være med til at skrive historie i Finland

FC Midtjylland satte et effektfuldt punktum inden landskamppausen med en overbevisende 4-1 sejr over FC København, og efter den underholdende aften på et udsolgt MCH Arena rejste ni FCM-spillere ud på landsholdsopgaver.

Målmand Jesper Hansen er igen en del af den danske landsholdstrup, som fredag spiller EM-kvalifikationskamp mod Gibraltar i Parken, mens det i samme turnering gælder den vigtige udekamp mod Irland mandag den 18. november.

For Tim Sparv og det finske landshold er de kommende EM-kvalifikationskampe af ekstra stor betydning, da Tim og holdkammeraterne for første gang nogensinde kan sikre sig en plads i en slutrunde.

Det sker, hvis Finland besejrer Liechtenstein eller Grækenland, som de møder henholsvis den 15. og 18. november - det første opgør spilles hjemme i Finland, mens kampen mod grækerne spilles i Grækenland.

For Awer Mabil og Australien handler det om VM-kvalifikation, og denne gang møder Australien Jordan på udebane.

Udebane venter der også på Mikael Anderson, som er udtaget til Islands A-landsholdstrup, og der venter Mikael udekampe mod Tyrkiet og Moldova i en EM-kvalifikationsgruppe, hvor Island inden kampene er nummer tre efter Tyrkiet og Frankrig.

Elias Òlafsson, målmanden som lige nu er udlejet til Århus Fremad, repræsenterer ligeledes Island, som sender U21-landsholdet til Italien for at spille EM-kvalifikationskamp, og der venter ligeledes en testkamp på udebane mod England.

U21-landshold er også menuen for Jens-Lys Cajuste, som sammen med Sverige møder Irland på udebane i EM-kvalifikationen, mens Nicolas Madsen er med det danske U21-landshold, der topper puljen efter tre sejre af tre mulige.

Det skal følges op med en udekamp mod Ukraine, og derefter venter en hjemmekamp i Aalborg mod Malta - sidstnævnte kamp spilles tirsdag den 19. november.

Endelig er Nikolas Dyhr, Gustav Isaksen, Oliver Sørensen og Tobias Anker også på hjemmebane, når det danske U19-landshold spiller EM-kvalifikationskampe mod Finland (13/11), Færøerne (16/11) og Frankrig (19/11) - alle Danmarks kampe spilles i Køge.

Masser af held og lykke til alle landsholdsspillerne - vi glæder os til at se jer igen.

 

FCM vs. SIF – 2. dec.

Køb billet