07.04.2019, 18:02 | Af: | Foto: Getty Images

FCM tabte to point i overtiden

En sen scoring af Rodolph Austin sikrede Esbjerg 2-2 i søndagens Superligakamp

Efter sidste rundes skuffende 0-0 resultat hjemme mod FC Nordsjælland, skulle FCM-spillerne rejse sig mod Esbjerg i søndagens Superligaopgør. Og for første gang i de seneste tre kampe kom Ulvene endelig godt fra start på Blue Water Arena. 

Efter et par gode esbjergminutter i starten satte gæsterne sig mere på kampen. Mayron George fik afsluttet tæt forbi mål, og også Onyeka var tæt på. 

Hjemmeholdet meldte sig dog hurtigt ind i kampen igen, og spillet bølgede frem og tilbage i løbet af første halvleg.

Det lykkedes ingen af holdene at komme på tavlen i løbet af de første 45 minutter på trods af flere chancer til begge mandskaber. 

Men der skulle kun gå et minut af anden halvleg, før Ulvene kom på tavlen. Gustav Wikheim sendte et indlæg ind i hoftehøjde på Onyeka i feltet. Midtbanespilleren satte en inderside på og lobbede bolden over Jeppe Højbjerg i målet. 

Et kvarter senere udlignede hjemmeholdet, da Yakovenko fik låret på Jesper Lauridsens indlæg. Det kunne Jesper Hansen i FCM-målet ikke nå at reagere på.

Ulvene sad dog stadig på det meste af spillet i anden halvleg. Efter 71 minutter svarede FCM-spillerne igen, da Jakob Poulsen simpelthen scorede direkte på hjørnespark. Højbjerg var gået for langt ud af målet, og det udnyttede FCM-kaptajnen. 

Men lige som man troede, at Ulvene havde klaret skærene, dukkede Austin pludselig op inde i FCM-feltet - dybt inde i overtiden - og headede en løs bold i mål.

Dermed endte det 2-2 på Blue Water Arena, og FCM mister et skridt i topkampen i Superligaen.