26.09.2018, 19:09 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

FCM videre efter forlænget spilletid mod Dalum IF

Evander Ferreira scorede i sin debutkamp og Paul Onoachu sørgede for sejrsmålet

FC Midtjylland besøgte onsdag eftermiddag det sydvestlige hjørne af Odense, hvor Dalum IF var vært i Sydbank Pokalens tredje runde, og det var med store forandringer i startopstilingen.

Hele ni nye var med hos FC Midtjylland, kun anfører Jakob Poulsen og Erik Sviachenko, var gengangere fra Superligakampen mod Sønderjyske, og i de første 45 minutter havde de nye konstellationer det svært hos gæsterne.

Dalum kom offensivt ud til kampen, og det var også hjemmeholdet der havde de første og største muligheder. Senere kom FCM-mandskabet bedre med, hvilket gav fine muligheder til først debutanten Frederik Brandhof og siden Bozhidar Kraev.

Det rystede dog ikke Dalum, som efter 25 minutter scorede kampens første mål. Frederik Stoustrup rundede Zsolt Korcsmár og sekunder senere sparkede han fladt bolden i nettet - en føring som holdt frem til pausen.

I pausen skiftede cheftræner Jess Thorup en skadet Mads Døhr Thychosen og Jens Lys-Cajuste ud, og ind kom Gustav Wikheim og Paul Onuachu, og sidstnævnte sørgede straks efter pausen for et perfekt oplæg, som debutanten Evander Ferreira knastørt sparkede i nettet.

I det hele taget spillede Evander Ferreira en fin kamp, og på samme måde lavede Paul Onuachu et flot indhop, og det var da også den lange angriber, som i den forlængede spilletid afgjorde kampen til gæsternes fordel - en fiks dribling og en flad afslutning forbi en ellers velspillende Rasmus Lund i Dalum-målet.

En blanding af manglende skarphed og Rasmus Lunds målmandsspil gjorde, at FCM ikke fik en større sejr, for i den forlængede spilletid løb hjemmeholdet tør for kræfter, hvilket gav mange og store muligheder til FCM-spillerne.

- Chancen for en sejr kan vel sammenlignes med chancen for at møde en bidsk ulv på søndagsgåturen med svigermor i Fruens Bøge Skov.

Sådan lød det muntert fra Dalum IF's sportslige koordinator Jan Larsen inden opgøret mod FCM, men måske er bidske ulve i Fruens Bøge Skov ikke det rene utopi - i hvert fald leverede Dalum-spillerne en flot kamp krydret med stenhårdt arbejde.

Det var derfor med hiv og sving og ekstra arbejde, at FCM kom videre i Sydbank Pokalen.