07.08.2018, 18:16 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Fint besøg fra FC Fredericia

Victor Torp er faldet godt til hos samarbejdsklubben fra 1. division

Tirsdag formiddag trænede FC Midtjylland for sidste gang inden afrejsen til Europa League-kvalifikationskampen mod walisiske The New Saints, og på træningsbanen kiggede et velkendt ansigt med fra sidelinjen.

Victor Torp, som netop er fyldt 19 år, var for en stund tilbage på anlægget i Ikast for at passe sin individuelle træning, selv om han nu repræsenterer samarbejdsklubben FC Fredericia, hvor han blandt andre er i selskab med Sebastian Buch, Manjrekar James og Henry Okuchukwu.

- Det er jo første gang, jeg skifter klub, men Fredericia er en klub, hvor man bliver godt modtaget og hurtigt integreret, så alt i alt har det været en fin indledning på opholdet, siger Victor Torp.

Han har været med i startopstillingen i FC Fredericias to første kampe, og i sæsonpremieren mod Næstved kom han endda på scoringstavlen, da han sendte et frispark i nettet.

- Vi var et par stykker, som gerne ville sparke, men jeg fik lov, så det var meget godt, jeg sparkede den ind, siger Victor Torp med et skævt smil.

Han glæder sig over, at han er blevet en del af et teknisk godt mandskab, som gerne vil spille fodbold på græsset, og han roser truppen for at rumme mange gode spillere.

- Men jeg mærker selvfølgelig, at der er lidt mere tryk på i seniorfodbold - der er mere fysik, og det går hurtigere - så der var noget at se til i de første 15 minutter i sæsonåbneren i Næstved, erkender han og tilføjer straks, at det netop er den erfaring, han søger med opholdet hos FC Fredericia.

- Mødet med nogle tungere drenge er en del af af min fodbolduddannelse, og jeg får uvurderlig erfaring ved at spille seniorfodbold om point i 1. division. Det ruster mig til min videre udvikling, slår Victor Torp fast.

Han forsøger at bevare tilknytningen til det midtjyske - blandt andet med individuelle træninger i Ikast - og så regner han med, at han snart flytter sin private bolig fra Ikast til Herning.

- Hvis jeg får overskuddet til det, kan det være, jeg også kan træne med her engang imellem, siger han og nikker i retning af Superligatruppen inde på den velplejede træningsbane.

 

 

FCM vs. TNS – 16. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox