11.07.2018, 16:20 | Af: Mads Jakobsen | Foto: Daniel Stentz

Fodboldfestens kapelmester er klar til endnu mere liv på tribunerne

20-årige Nicklas Linnebjerg har i halvandet år været capo hos FC Midtjylland, og han går forrest i forhold til at løfte stemningen til nye højder i den kommende sæson – gerne akkompagneret af endnu et dansk mesterskab

Først scorer Ched Evans for Manchester City, Winston Reid det samme for FC Midtjylland. UEFA Cup-opgørets straffesparkskonkurrence er i gang på det, der dengang hed SAS Arena, men som i dag er kendt som MCH Arena.

Midtjyderne overraskede mange ved at vinde 1-0 på udebane, og kun et sent selvmål af Danny Cahill forhindrer FCM-spillerne i at fuldende triumfen i returopgøret den 28. august 2008 i Herning.

I stedet fulgte ekstra spilletid, som endte uden scoringer, og nu skal det hele afgøres på straffesparkskonkurrence. Martin Petrov scorer, Christopher Poulsen scorer, Dietmar Hamann scorer, men så begynder det at gå skævt for værterne. Jonas Borring misbruger, Vedran Corluka scorer for englænderne, og da Danny Califf efterfølgende misbruger sit forsøg, er det slut. FC Midtjylland er ude, Manchester City er videre.

- Det var første gang, jeg var ked af det, da jeg forlod stadion, husker Nicklas Linnebjerg, som dengang var 10 år.

I dag er han 20 år og capo for FC Midtjylland – det vil sige ham, som styrer stemningen blandt de mange fans på ståtribunen bag det ene mål – og man må sige, at han har fået den lokale fodbold ind med modermælken. Først på Ikast Stadion og siden på MCH Arena, og som han forklarer, spillede hans far en væsentlig rolle.

- Han smittede mig og viste, hvilken klub der var den rette at holde med, siger FC Midtjyllands capo.

Han har de seneste halvandet år oplevet stor opbakning som capo i mesterklubben, og han ser frem til en ny sæson, hvor ambitionerne på tribunerne er høje.

- Der skal bygges videre på den fantastiske stemning fra sidste sæson, og vi har fokus på at holde niveauet i de kampe, som på papiret ikke umiddelbart appellerer til så mange. Det kræver, at folk møder op, og det er altså en helt fantastisk følelse, når stemningen på ståtribunen er på sit højeste, lyder det begejstret fra Nicklas Linnebjerg, som tilføjer, at det sætter ekstra tryk på modstanderne, når også tilskuerne på Faxe Kondi-tribunen giver lyd fra sig.

- Bliv endelig ved med det, lyder opfordringen fra fodboldfestens kapelmester.

Han husker stadig med stor glæde tilbage på sidste sæsons afslutning, hvor mesterskabet i løbet af otte vanvittige dage havnede i det midtjyske.

- I bussen på vej mod Brøndby tror jeg ikke, der var mange, der troede på, at vi en uge senere stod med mesterskabspokalen. Men vi vandt i Brøndby, vi fik endnu en sejr efter en stærk udflugt til Parken, men på vej hjem fulgte vi med i Brøndbys kamp i Horsens. Det så jo ikke godt ud, men da Horsens udlignede dybt inde i overtiden, eksploderede bussen nærmest i euforisk jubel, husker Nicklas Linnebjerg, som få dage senere var med til guldfesten på MCH Arena, da netop AC Horsens blev slået 1-0.

- Vi skal være værdige fans af mestrene, og det betyder, at vi arbejder stenhårdt på, at stemningen på stadion bliver så god som muligt til hver eneste kamp. Der er generelt en god stemning i fanmiljøet omkring FC Midtjylland, og vi stiler efter, at den kommende sæson bliver endnu bedre end den foregående – både på MCH Arena og på udebane.

Capo’en opfordrer til, at folk kommer på stadion, selv om modstanderen ikke er en af de store klubber, for det er, som Nicklas Linnebjerg konstaterer, svært at skabe stemning, hvis der ikke er folk på tribunen.

- Det er nu, der er momentum, og det skal vi bygge videre på, så vi sammen kan løfte stemningen endnu mere. I alle kampe. Dertil er det også guld værd, hvis folk kommer tidligere på tribunen og bliver der længere efter sidste fløjt, og alle os, der har prøvet det, ved, hvor fedt det er, når stemningen rammer spillerne på banen. Vi forlanger, at spillerne giver sig 110 procent hver eneste gang – så det skal vi selvfølgelig også gøre, siger Nicklas Linnebjerg, og nævner sammenhold og fællesskab som fantastiske sidegevinster ved at støtte FC Midtjylland.

- Sammenholdet på tribunen er fantastisk, og man får venner og bekendtskaber for livet, hvilket jeg ikke ville have været foruden. Så kom og støt de danske mestre sammen med os – lad os skabe en ny fodboldfest sammen.

FC Midtjylland åbner titelforsvaret i den nye Superliga-sæson på lørdag, når AGF gæster MCH Arena. Køb billet til opgøret her: 

FCM - AGF 

Få din egen plads, når vi skal forsvare guldet og jagte succes i Champions League.
Se alle fordele her

FCM vs. EFB – 28. jul.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox