13.11.2018, 08:19 | Af: FC Midtjylland | Foto: FC Midtjylland

Fodboldsnak og god mad på restaurant Sprød i Holstebro

Restauratør Aytac Akkaya glæder sig over, at FC Midtjylland kommer ud i regionen – denne gang med cheftræner Kenneth Andersen, målmand Jesper Hansen samt kommerciel direktør Jacob Jørgensen

Regionens hold.

Netop det er et vigtigt pejlemærke for FC Midtjylland, og forleden blev det igen udført i praksis, da Kenneth Andersen, Jesper Hansen og kommerciel direktør Jacob Jørgensen besøgte Restaurant Sprød i Holstebro til et intimt fanarrangement.

Det blev en aften, hvor det kulinariske havde samme niveau som de danske mestres resultater på banen – små 40 deltagere blev budt på tapas til forret, der var oksefilet, flødekartofler og salater til hovedret, mens desserten bestod af en kavalkade af is, tiramisu og andre kager, så der var med garanti ingen, som forlod restauranten på Enghaven i Holstebro med rumlende maver.

- Vi sætter stor pris på, at FC Midtjylland kommer ud i regionen, for der findes mange i Midt- og Vestjylland, som bærer på en stor kærlighed til klubben, siger Aytac Akkaya.

Han er manden bag Restaurant Sprød i Holstebro, og han glædede sig over at være vært for en aften, hvor det fodboldfaglige havde høj prioritet.

Blandt andet forklarede cheftræner Kenneth Andersen, hvad forskellen er på at træne ungdomsspillere og seniorspillere, og FC Midtjyllands nye cheftræner kom ligeledes ind på, hvad der arbejdes med fremadrettet for øjeblikkets førerhold i Superligaen.

- Jeg synes, det er så fedt, at FC Midtjylland engagerer sig uden for Herning og Ikast. Her hos Restaurant Sprød har vi en ambition om at være samlingspunkt for FCM-fans i Holstebro og nærmeste omegn, og med fanarrangementet følte alle, at de kom tættere på den klub, de holder med, siger Aytac Akkaya, som flere gange har sendt fanbusser i retning af MCH Arena i Herning.

Han glædede sig over et uformelt arrangement, hvor der både var plads til sjov og seriøsitet, og der var plusser i bogen for inspirerende input fra Kenneth Andersen, Jesper Hansen og Jacob Jørgensen.

Sidstnævnte fortalte blandt andet om det forgangne år, hvor det økonomiske slutresultat landede med pilen pegende på fornuftigt med et plus på godt 67 millioner kroner, og derudover berettede den kommercielle direktør om kommende tiltag og tilgangen af storsponsor eToro.

For FC Midtjyllands førstevalg på målmandsposten, Jesper Hansen, handlede det blandt andet om landsholdsambitioner – og skuffelsen over at blive siet fra til den seneste VM-slutrunde.

For en ærgerrig målmand som Jesper Hansen er den slags ikke noget, som falder i god jord, og han understregede da også tydeligt, at han fortsat har ambitioner i forhold til landsholdet.

Få dage efter det vellykkede arrangement på Restaurant Sprød blev Jesper Hansen udtaget til Danmarks kommende Nations League-kampe mod Wales og Irland.

Så når FC Midtjyllands kommercielle direktør Jacob Jørgensen siger: Sammen dyrker vi drømmen, er der noget om snakken.

Og vejen derhen kan være ganske velsmagende, hvilket Restaurant Sprød beviste denne aften.