19.06.2020, 15:57 | Af: Mads Jakobsen | Foto: FC Midtjylland

Fødselar underskriver lang aftale

Aral Simsir, der i dag fylder 18 år, har underskrevet en ny femårig aftale med FC Midtjylland

Det er på mange måder en speciel fredag for Aral Simsir. Den unge offensivspiller med tyrkiske rødder fylder 18 år og har i dag underskrevet en ny aftale med FC Midtjylland, der løber til sommeren 2025.  

Simsir fik debut mod AC Horsens i den første 3F Superligarunde efter Coronapausen, men har allerede spillet flere testkampe med førsteholdet, hvor det blandt flere scoringer er blevet til et eminent solomål mod Esbjerg fB. 

- Jeg er stolt. Jeg har arbejdet hårdt siden jeg kom hertil for tre år siden. Det betyder utrolig meget for mig og min familie, at jeg i dag kan underskrive min første professionelle kontrakt. Det er en foreløbig kulmination på benhårdt arbejde, fortæller Simsir. 

Med udsigterne til mere førsteholdsfodbold har den 18-årige spiller også gjort sig tanker om sine mål for den nære fremtid. 

- Her og nu skal jeg spille så mange kampe som muligt. Jeg vil ind og bidrage med de kvaliteter jeg har, hjælpe holdet og fortsætte min personlige udvikling. Jeg har fortsat meget at lære og jeg føler at rammerne omkring mig her i FC Midtjylland, er de helt rette til at tage det næste store skridt. 

En spiller med x-faktor
Og netop det næste skridt, er der stor tiltro til, at Simsir kan tage over de kommende år.  

- Casen med Aral er en fantastisk historie. Han kom hertil som en ung mand og har arbejdet målrettet og dedikeret for at nå sine mål. Han er sig selv og hviler i sin stærke karakter, og han går ikke på kompromis. Nu er han nået gennem det første nåleøje og det næste mål er, at han skal bevise, at han også kan gøre en forskel i Superligaen, fastslår sportschef Svend Graversen.  

Aral Simsir har været en flittig leverandør af både mål og assist i sine sæsoner på akademiet, og de kompetencer skal nu sættes i scene i landets bedste række. 

- Han er den type spiller, som kan afgøre kampe. Han har en strålende teknik, er dygtig til at holde i bolden og han er en klinisk afslutter, fortæller akademichef Flemming Broe, og uddyber: 

- Han besidder x-faktor og når kampen er på vippen, kan han gøre det uventede. Det så vi senest i Beograd (mod Røde Stjerne i UEFA Youth League), hvor han på egen hånd tilkæmper sig et straffespark efter en solotur i feltet og dernæst leverer en elegant assist, der splittede forsvaret.    

Fra 49 til 58
Med sit indtog i førsteholdstruppen fik Simsir tildelt trøjenummer 49, men han vil fra næste sæson optræde med nummer 58, og det er der en helt særlig årsag til.  

- Tallet betyder meget for mig. Det er områdenummeret for det område i Tyrkiet, hvor min familie er fra. Det er så jeg husker, hvor vi kommer fra, fortæller en tydeligt stolt fødselar.  

Aral Simsir står noteret for én kamp i 3F Superligaen i denne sæson, samt 14 i U19 ligaen og seks i UEFA Youth League.