18.02.2019, 21:19 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Første sejr i 2019 på MCH Arena

Paul Onuachu og Evander sørgede for målene i 2-1 sejren foran 7442 tilskuere

Mandag aften indledte FC Midtjylland Superliga-sæsonen på MCH Arena, og det skete med et opgør mod nordjyske AaB.

Gæsterne kom med en stærk udebanestatistik i ryggen, men værternes form på hjemmebane har også været ganske fornuftig, som det hedder, når 10 hjemmekampe har givet ni sejre og en enkelt uafgjort.

Efter kampen mod AaB hedder den stime nu 10 sejre, for FC Midtjylland vandt med 2-1 - ikke mindst på baggrund af en forrygende første halvleg - og dermed fik værterne den anden sejr af to mulige i 2019.

Fra første minut kom AaB-mandskabet under stort pres, og den første chance tilfaldt Paul Onuachu, som dog headede forbi. Derfra fulgte en stribe chancer af forskellige størrelser - specielt var der en fem-dobbelt chance til hjemmeholdet efter et hjørnespark - og 10 minutter inden pausen knaldede Erik Sviatchenko et hovedstødsforsøg på trekantsammenføjningen.

Et minut inden pausen lykkedes det så endelig - Kian Hansen svingede et perfekt indlæg ind foran AaB-målet, og her dukkede Paul Onuachu op og bragte FC Midtjylland foran med et veltimet hovedstød.

Kort inde i anden halvleg kom scoring nummer to, igen et hovedstød, og denne gang var det såmænd brasilianske Evander, som styrede Jakob Poulsens præcise hjørnesparksbold i nettet.

Lige der tænkte mange måske, at AaB skulle til at passe på sig selv - og det gjorde de måske også - men de jagtede også et comeback i kampen.

Seks minutter efter Evanders 2-0 scoring reducerede nordjyderne ved Tom van Weert, og han bød også på en udligning, da han sendte en frisparksbold mod hjemmeholdets mål, men målmand Jesper Hansen viste klassen med en fin parade.

Mere blev det ikke til, så selv om FC Midtjylland faldt i niveau i anden halvleg, kom der tre nye point, hvilket holder spændingen i toppen af Superligaen.