11.01.2017, 13:43 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Første træning på græs

Onsdag fik spillerne en fodbold ved fødderne til årets første træning på græs i 2017

Opstarten er skudt i gang igen med test af spillernes styrke og udholdenhed mandag og tirsdag i denne uge. Onsdag kom spillerne endelig tilbage på træningsbanen med en bold ved foden.

- Det er dejligt. Det har været en lang ferie, hvor man har skulle hanke op i sig selv for at få løbet sine kilometer og lavet sit træningsprogram, men det er altid dejligt at komme tilbage og se drengene og røre en bold igen, siger Kian Hansen.

Selvom skyerne åbnede sig over Midtjylland og træningsbanen i et vådt formiddagsvejr, er forsvarsmakkeren fra Brande Rasmus NK ligeledes glad for at være tilbage på banen:

- Det er dejligt at være tilbage. Vi glæder os til, at den værste del af opstarten er overstået, så vi kan komme til at trille noget bold, men det er rigtig dejligt at være tilbage, siger Rasmus Nissen Kristensen.

Hårde kilometer
I opstarten er der vanen tro mange kilometer, spillerne skal løbe for at nå den ønskede form. Kian Hansen har efterhånden en del sæsonopstarter på bagen, så han ved, hvornår det begynder at blive sjovere igen.

- Lige nu er fokus at få løbe de sure kilometer. Det hører sig til, og et eller andet sted er det jo for vores egen skyld. Jeg tror, at det er de kedelige kilometer vi skal løbe, indtil vi kommer på træningslejr, siger Kian Hansen.

Selvom der var spil med bold til dagens træning, er det tydeligt for unge NK, hvor fokus ligger i begyndelsen af opstarten:

- Først og fremmest er fokus at komme i form, og så er der god tid til at justere det fodboldmæssige, som vi skal nå inden opstart. Men her i første omgang bliver det at få banket rusten af, så alle står, som de skal, siger Rasmus NK.

Forårets forventninger
FC Midtjylland ligger som bekendt på tredjepladsen med 10 points op til Brøndby. Nu er der fem kampe i Superligaen, før slutspillet begynder, og her er målet klart.

- Vi skal ende i slutspillet og spille med om minimum tredjepladsen til det sidste, og så kommer vi forhåbentligt i en pokalfinale, siger Kian Hansen om sine forvetninger til det forår, der kommer.

Rasmus Nissen Kristensen sigter endnu højere, når det kommer til at slutplaceringen i ligaen.

- Jeg forventer, at vi kommer i top seks her i grundspillet, og at vi skal spille med om sølvet. Det er, det jeg håber og tror på, siger Rasmus Nissen.

I første omgang venter en derbykamp mod Viborg FF på MCH Arena søndag den 19. februar klokken 18.00, og det er noget, NK ser frem til:

- Det bliver fedt. Det kunne ikke starte meget bedre end med et derby. Jeg har kun været med til ét derby, og det var på udebane, så jeg glæder mig til at spille kampen på hjemmebane, og så skal vi selvfølgelig have en god start på sæsonen, siger Rasmus Nissen Kristensen.

FCM vs. AAB – 29. apr.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox