02.11.2019, 11:17 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Formstærke hold mødes i Aalborg

FC Midtjyllands cheftræner Brian Priske håber at udnytte et eventuelt spilovertag mod en svær modstander

Når AaB søndag eftermiddag tager imod 3F Superligaens førerhold FC Midtjylland, venter der et opgør mellem to formstærke mandskaber.

Begge hold har tre sejre i ryggen, og for FC Midtjyllands vedkommende står der tre sejre på 2-1 på cv'et.

Gæsternes træner har en fortid i AaB, hvor han spillede fra 1999 til 2003, og selv om der i dag er en rivalisering mellem de to klubber, var det ikke noget, han mærkede til i sin nordjyske tid.

- Dengang var FC Midtjylland jo heller ikke, hvor vi er i dag, men jeg har et rigtig fint forhold til AaB og folkene i klubben, fortæller Brian Priske, som forventer en svær opgave for gæsterne.

- AaB er bestemt et af de bedre hold i 3F Superligaen, og de hører til i top-6. De har mange dygtige spillere, og på AaB's nuværende mandskab kan man se, hvad kontinuitet gør af gode ting.

Brian Priske siger med et smil, at gæsterne ikke går efter at komme bagud 1-0 - for så at vende kampen med to hurtige scoringer, som det skete mod både Randers FC og Esbjerg fB.

- Det vil da være fint at komme foran i stedet, konstaterer han og tilføjer:

- Mod Silkeborg IF, Randers FC og Esbjerg fB dominerede vi i store dele af kampen, og det overtag skal vi gerne udnytte med scoringer. Kampen mod AaB kommer givetvis til at ligne vores seneste kampe, men vi tager til Aalborg for at dominere både med og uden bold, slår Brian Priske fast.

Han er bevidst om, at FC Midtjylland traditionelt har det svært på udebane mod AaB, men selvtilliden og gameplanen er klar til mødet med et nordjysk hold, som sandsynligvis atter har anfører Lucas Andersen med i truppen efter en mindre skadespause.

- Vi har haft en rigtig fin uge frem mod kampen i Aalborg. Spillerne har trænet fint og koncentreret, og vi har spillet en stærk reserveholdskamp, så jeg føler, vi er klar til opgaven søndag, siger Brian Priske.

Opgøret på Aalborg Portland Park fløjtes i gang klokken 16.00 søndag eftermiddag.

FCM vs. SIF – 2. dec.

Køb billet