12.07.2020, 22:31 | Af: Morten Andreasen | Foto: Getty Images

Fortjent AGF-sejr i flot kulisse

AGF uddelte blomster og lykønskninger før kampstart, men lagde gæstfriheden til side efter startfløjtet og vandt fortjent

Inden kampen viste AGF sig fra sin bedste side, da værterne overrakte blomster og lykønskede med det danske mesterskab. Fra første fløjt var gæstfriheden dog lagt til side og hjemmeholdet gik til angreb. 

Nye i startopstillingen var Marc Dal Hende, Rasmus Nicolaisen, Manjrekar James, Dion Cools, Evander og Ronnie Schwartz. Som altid var Jesper Hansen i startopstillingen – inden kampen havde den stærke keeper som eneste af målmændene i 3F Superligaen indkasseret mindre end et mål per kamp i gennemsnit. 

Kampens indledning var ganske livlig med optimistiske FCM-kombinationer. Men AGF har gennem sæsonen været rigtige gode til én ting. Omstillinger. Efter syv minutter tabte FC Midtjylland en bold på midten af banen. Kort tid efter headede Patrick Mortensen sikkert bolden i mål til AGF-føring. 

Spillet bølgede meget frem og tilbage. Hver gang AGF forsøgte sig med en omstilling løftede energien sig rundt om løbebanen. Midtvejs i halvlegen duftede det af en udligning. Jens-Lys Cajuste drev på majestætisk vis bolden frem, efter et par driblinger blev han blokeret i afslutningsøjeblikket. Det kunne have været en elegant og overlegen scoring. Men fortsat 1-0 til hjemmeholdet. 

Blot et par minutter senere var Rasmus Nicolaisen tæt på med et hovedstød. Fra en svær vinkel og hårdt presset fik han alligevel bolden forbi AGF-keeper William Eskelinen, som dog blev reddet af en holdkammerat. Bolden blev clearet på stregen.

Generelt var første halvleg ganske underholdende. Primært på grund af god intensitet og nerve i duellerne. Det var tydeligt at mærke, at AGF jagtede et resultat efter endnu et FCK-pointtab tidligere på søndagen mod Brøndby IF. 

Anden halvleg var under fem minutter gammel, da Casper Højer fladt bankede bolden i kassen til 2-0 efter et AGF-hjørnespark. Hjemmeholdet var ovenpå og tog herefter et endnu lavere udgangspunkt og overlod til FCM at skabe kampen.

Kaba, der var kommet ind efter pausen, trykkede på og var farlig. Rasmus Nicolaisen var stærk i eget felt og farlig i modstandernes. Han var tæt på et par gange. Men FC Midtjylland kæmpede med at komme til de helt åbne chancer. 

Efter 66 minutter var AGF tæt på at udbygge føringen. Jesper Hansen og FC Midtjylland blev reddet af stolpen, der holdt bolden ude af målet. Små ti minutter senere var det dog stolpe ind, da Patrick Mortensen var først på en nedfaldsbold i feltet og via den ene stolpe trillede bolden i mål. 3-0 til AGF. 

FC Midtjylland fik aldrig lagt det hårde pres på AGF, og derfor sluttede kampen med en sejr til holdet fra Århus. Ganske fortjent.