11.03.2019, 11:06 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Glem favoritværdigheden

Kristian Back Bak venter langt fra en let pokalkamp i Kolding onsdag aften

Han ved, at spillerne ved det, for selvfølgelig skal FC Midtjylland ikke undervurdere Kolding IF, som de regerende danske mestre møder i Sydbank Pokalen onsdag aften, men Kristian Bach Bak erkender også, at det mentale spiller en afgørende rolle i kampen af den slags.

- Hvis vi tror, det bliver let, så bliver det med sikkerhed lige så bøvlet, som det var i vores pokalkamp på udebane mod Dalum, påpeger Kristian Bach Bak.

Han har stor respekt for et Kolding-mandskab som fører 2. division og som senest vandt med knusende 5-1 over bundholdet fra Kjellerup IF - derudover har Superligahold som Randers FC og Vejle Boldklub vinket farvel til Sydbank Pokalen efter mødet med Kolding IF.

- For dem er det givetvis årets kamp, og der kommer masser af tilskuere for at bakke dem op. Vi anskuer kampen som den vigtigste, vi har lige nu, og det skal gerne være til at se. Vi skal finde de samme dyder frem, som spillerne, ikke mindst i første halvleg mod Hobro IK, viste, siger FC Midtjyllands assistenttræner.

Han har både som spiller og træner stået i situationen utallige gange, at være en del af en stor favorit på papiret inden en pokalkamp, men det er ikke altid lige så let, som det taknemmelige papir indikerer.

- Vi skal levere fight og være stærke i duellerne, og så bør vi overstråle dem på individuelle færdigheder. Kolding er et fysisk stærkt mandskab, så det handler meget om det mentale onsdag aften - i hvert fald for os.

Han er bevidst om, at det måske ikke er nødvendigt at nævne det for spillerne, for de kender jo præmisserne, men hvordan gør man en storfavorit klar mentalt?

- De skal glemme alt om favoritværdigheden og angribe opgøret, som var det et hvilket som helst Superligaopgør. Det er tilladt at lave fejl, og vi skal være realistiske omkring, at Kolding sikkert også får chancer. Ingen grund til panik, for sådan er det, og så bliver det centralt for os, at vi bare kører på, som vi ville have gjort, hvis det var en topkamp i Superligaen, siger Kristian Bach Bak.

Opgøret på Kolding Stadion fløjtes i gang klokken 18.00 onsdag aften, og køb din billet her:

Sydbank Pokalen, Kolding IF-FC Midtjylland 

 

FCM vs. BIF – 1. sep.

Køb billet