14.08.2018, 09:41 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Groggy som en bokser

Mikkel Duelund husker ikke meget fra grimt sammenstød mod AC Horsens

Der blev helt stille på MCH Arena.

Det var måden, Mikkel Duelund faldt på, måden han lå i græsset på, der med ét ændrede lydkulissen.

Reaktionerne fra med- og modspillere, og de to lejre på sidelinjen, var heller ikke til at tage fejl af - de reagerede straks, selv om dommer Michael Johansen endnu ikke havde fløjtet.

FC Midtjyllands kampe mod AC Horsens er som regel intense med mange hårde nærkampe, og søndag aften var ingen undtagelse.

- Jeg husker faktisk ikke så meget, men jeg løber vist ind i en skulder eller hovedet på en modspiller, og det næste, jeg husker, er, at Jan (Jan Hede red.) sidder bøjet ind over mig og roder mig i hovedet. Jeg føler ikke, jeg var væk, men da jeg så det bagefter, kunne jeg se, at det var jeg vist i nogle få sekunder, siger Mikkel Duelund.

Dagen derpå er den talentfulde midtbanespiller heldigvis på højkant igen, og på banen følte han sig egentlig også hurtigt okay. Omtumlet men okay.

- Da jeg kom op at sidde og kiggede rundt på stadion, følte jeg mig nogenlunde frisk, og jeg havde ikke smerter i hovedet som sådan, fortæller Mikkel Duelund, som blev ført i omklædningsrummet, og han kom ikke på banen igen.

- Den helt rigtige beslutning, for jeg var groggy. Jeg blev "bare" ramt i tindingen, lidt som man til tider ser i en boksering, så nu ved jeg, hvor vigtigt det er med parader ..., også i fodbold, siger han grinende.

Mikkel Duelund var selvfølgelig tilfreds med sejren i et opgør, hvor han optrådte i en lidt anderledes rolle end ellers.

- Jeg var trukket en anelse tilbage på banen, så jeg lå tættere på Polle (Jakob Poulsen) og Tim, og så lod vi Ayo og Paul om at gøre banen længere. Det lykkedes vi godt med, og samtidig lukkede vi effektivt ned for Horsens' offensiv, mener Mikkel Duelund.

Han er bevidst om, at FC Midtjylland i mange kampe står overfor kompakte modstandere, og derfor er det ifølge midtbanespilleren vigtigt, at der hele tiden arbejdes på at videreudvikle værktøjerne til at åbne den slags.

- Vi vidste, at der mod Horsens var plads på siderne og plads til indlæg, og så blev kvaliteten af vores indlæg og afslutninger afgørende. Det var ikke alt, der lykkedes 100 procent, men meget af det, vi aftale inden kampen, førte ud i praksis på banen, siger Mikkel Duelund.

 

 

FCM vs. HOB – 29. sep.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox