01.09.2019, 09:52 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Gustav Wikheim solgt til Al-Fateh FC i Saudi Arabien

Midtbanespilleren har underskrevet en treårig kontrakt, og han tiltræder i løbet af den kommende uge i sin nye klub

26-årige Gustav Wikheim er efter tre sæsoner fortid i FC Midtjylland.

I de kommende tre sæsoner spiller han for Al-Fateh FC i Saudi Arabien – en klub som er placeret i den østlige del af landet, og en klub som vandt sit hidtil eneste nationale mesterskab i sæsonen 2012/13, mens klubben i både 2014 og 2017 spillede Asian Champions League.

- Vi havde en aftale med Gustav om, at hvis der kom et attraktivt tilbud for begge parter, ville vi se på det, og det var det, der skete med henvendelsen fra Al-Fateh FC. Det endte med et salg, og salget skal ses som et resultat af den overenskomst, vi indgik med Gustav, siger sportschef Svend Graversen, som glæder sig over, at FC Midtjylland fik glæde af nordmanden i tre sæsoner.

- Han har bidraget kraftigt til to titler, han blev årets pokalfighter i foråret, og vi har i tre år været beriget med Gustavs driblinger og hans evner som entertainer – det har været en udpræget fornøjelse, siger Svend Graversen.

Gustav Wikheim kom til FC Midtjylland i sommeren 2016 fra belgiske KAA Gent, og det første år tilbragte han på en lejekontrakt, men siden købte FC Midtjylland nordmanden med de brasilianske gener fri af kontrakten hos KAA Gent.

- Det har vi aldrig fortrudt. Gustav er en eminent fodboldspiller med en fantastisk personlighed, og vi kommer afgjort til at savne begge dele, men omvendt dukkede der en unik mulighed op, som økonomisk var attraktiv for både Gustav og FC Midtjylland, så derfor endte det med en handel, siger Svend Graversen.

Gustav Wikheim udskifter derfor MCH Arena med Prins Abdullah bin Jalawi Stadion, og han skal fremover spille i Pro League i Saudi Arabien.

- Jeg er et menneske, som gerne vil prøve noget nyt, og efter tre sæsoner i FC Midtjylland opstod muligheden for at prøve noget andet. Det kan jeg godt lide, og derfor skrev jeg under, siger den kreative offensivspiller.

Nordmanden fra Drammen nåede at spille 116 kampe for FC Midtjylland, og udover mange finurlige dribleture blev det også til 23 scoringer og 20 målgivende oplæg.

- Jeg har haft tre helt fantastiske år i FC Midtjylland, hvor jeg altid har haft det godt. Vi har vundet titler sammen, og jeg har mødt mennesker, som jeg aldrig nogensinde glemmer, siger Gustav Wikheim – pokalvinder og -fighter for FC Midtjylland i 2019.

Lige om lidt er han en del af Pro League i Saudi Arabien.

Held og lykke, Gus. Vi kommer til at savne dig og din familie – men tusind tak for driblinger, scoringer, oplæg, humør, grin og de herlige norske gloser.

FCM vs. OB – 29. sep.

Køb billet