07.10.2018, 21:55 | Af: Nicolai Dupont | Foto: Daniel Stentz

Hassan-scoring i comeback-sejr

Rilwan Hassan fik comeback og kom på tavlen mod Vendsyssel FF.

Det var et Vendsysselmandskab med selvtilliden i orden, der gik på banen på MCH Arena søndag aften. Aftenens gæster slog nemlig FC Købehavn i sidste runde af Superligaen. 

Og Vendsyssel kom da også fint fra start til kampen. Et par fine chancer og et hjørnespark i kampens første minutter vidnede om et hold, der ikke ville stille sig ned og forsvare helt fra start.

Faktisk dominerede gæsterne kampen det første kvarter.

Hjemmeholdet bed sig dog ind i opgøret, og efter en halv times spil gav det pote. Som så mange gange før i sæsonen sparkede Awer Mabil et indlæg ind fra kanten, som ramte Paul Onuachu i hovedet. Angriberen bragte sikkert FCM foran i den situation. 

Efter 42 minutter fordoblede Ulvene føringen, da Kian Hansens lange indkast blev headet i egen kasse af Søren Henriksen i Vendsysselforsvaret. 2-0.

Efter pausen dominerede FC Midtjylland kampen fuldstændig. Flere store chancer bød sig til. Men det var hele tiden lige ved og næsten. 

Efter 87 minutter løftede stemningen sig på MCH Arena, da RIlwan Hassan fik comeback i Superligaen efter et års skadespause. Resten af kampen bød på en lydkulisse, der sang nigerianerens navn igen og igen. En savnet spiller (også) blandt fansene.

Og det kunne ikke være skrevet smukkere, end slutningen på dagens kamp. Her bragte comeback-kongen Rilwan Hassan nemlig hjemmeholdet på 3-0, da han kom først på et indlæg fra Joel Andersson.

Resultatet betyder, at FCM hænger fast i førstepladsen i Superligaen med 25 point. Samme antal som FC København, der dog har en dårligere målscore.