22.09.2019, 21:02 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Ingen scoringer i topbrag

FC Midtjyllands Sory Kaba var tæt på helterollen med et hovedstødsforsøg på indersiden af stolpen

Søndag aften var der topmøde i Parken, hvor FC København var vært for FC Midtjylland, som havde et forspring på fire point med til opgøret mod københavnerne.

Efter kampen var forspringet præcis det samme efter en intens 0-0 kamp foran 24.464 tilskuere.

FC Midtjylland indledte kampen stærkt, og allerede efter to minutter bød Emiliano Marcondes på en scoring, da han fik hovedet på en hjørnesparksbold, men Johnsson i FCK-målet klarede med en refleksredning.

Udeholdet stillede med samme hold, som vandt i Lyngby for en uge siden, og i første del af første halvleg så det ud til at være en særdeles god idé - blandt andet havde Evander et langskud lige forbi.

Langsomt kom FCK'erne bedre med, og Jens Stage fik et skud blokeret i sidste øjeblik, mens Jesper Hansen måtte vise klassen med en både stor og vigtig redning kort efter, da Viktor Fischer slap fri efter et kontraangreb.

FCM svarede dog igen op mod pausen, og efter 26 minutter jublede de midtjyske fans over den scoring, Erik Sviatchenko sendte i nettet på en ripost efter Evanders bragende frispark på overliggeren, men målet blev annulleret for offside.

Lige inden pausen var Emiliano Marcondes atter på spil foran FCK-målet - men hovedstødsforsøget røg forbi målrammen.

I pausen blev gæsterne tvunget til at udskifte en ellers stærkt spillende Alexander Scholz på grund af en skade, som sendte ham en tur på hospitalet, og ind kom i stedet Rasmus Nicolaisen, som leverede en lige så stærk indsats.

Efter pausen kom FCK bedst ud med en hovedstødschance til Jens Stage, men FCM-spillerne var dog slet ikke færdige med at byde på scoringer - et Awer Mabil-indlæg blev rettet af og ramte oversiden af overliggeren, og kort efter var det endnu tættere på, da Sory Kaba headede en hjørnesaprksbold på indersiden af stolpen - riposten hoppede direkte hen i favnen på Johnsson.

Generelt skaffede gæsterne sig flere fine muligheder i anden halvleg - og der blev også appelleret for straffespark et par gange, først da Viktor Fischer havde hånd på bolden, og senere da indskiftede Gustav Isaksen blev kantet - men dommer Jakob Kehlet fandt ingen anledning til at pege på straffesparkspletten.

I en hektisk slutfase ragede Awer Mabil sit andet gule kort til sig, og dermed blev han udvist, og da der var syv minutters ekstra spilletid, anede FCK en sidste mulighed - den fik de, Bendtner headede bolden ned for fødderne af Daramy, men den unge FCK'er kiksede sin afslutning.

Dermed blev det ved 0-0 i en kamp, som stort set kun manglede scoringerne for at fremstå som en fremragende topkamp i 3F Superligaen.

Næste opgave for FCM-spillerne er på torsdag, hvor der venter en pokalkamp på udebane mod Fremad Amager, mens OB kommer til MCH Arena om en uge for at dyste i 3F Superligaen.

FCM vs. AGF – 15. dec.

Køb billet