19.06.2018, 10:30 | Af: FC Midtjylland | Foto: Getty Images

Jakob Poulsen bliver bedre med alderen

Anfører Jakob Poulsen leverede en historisk sæson, hvor han placerede sig i toppen af Superligaens all-time lister for både mål og assists

Det var meget passende, at det netop var Jakob Poulsen, der kunne løfte pokalen den 21. maj, da FC Midtjylland havde besejret AC Horsens med 1-0 hjemme på MCH Arena. FC Midtjylland-kaptajnen har nemlig haft en historisk flot sæson på flere parametre. 

Anføreren spillede samtlige kampe i Superligaen, heraf 34 fra start, i en sæson, hvor han rundende sin kamp nummer 350. De mange kampe har udmøntet sig i både mål og assists og faktisk har den rutinerede Ulvekriger klaret sig bedre end nogensinde før og det har sendt ham højt op på Superligaens all-time lister.

Superligaens assist-konge
I den netop overståede sæson havde Poulsen næstsidste fod på bolden hele 14 gange, hvilket historisk kun er overgået af Ruben Bagger og Anders Due, der hver formåede at assistere 15 gange i henholdsvis 01/02 og 05/06. På Superligaens all-time liste over assists har Poulsen sat alle konkurrenter til vægs. I løbet af karrieren har midtbanespilleren leveret hele 80 assists, hvilket er 16 mere end Søren Berg, der indtager listens andenplads. Jonas Borring er placeret næsthøjest på listen for aktive spillere med 56 assists.  

Historisk målhøst 
På målkontoen leverede anføreren ligeledes en imponerende præstation i 17/18-sæsonen. Poulsen stod for otte scoringer, hvilket er det højeste antal mål, han har kvitteret med i løbet af én sæson i karrieren. De otte scoringer har forøget Jakob Poulsens måltotal i Superligaen til 64, hvorved han topper blandt de aktive spillere i landets bedste række - 3 mål foran Nicklas Helenius. 

De 64 scoringer har sendt Poulsen op på en delt 22. plads på Superligaens all-time topscorerliste og dermed nærmer han sig med hastige skridt FC Midtjyllands cheftræner, Jess Thorup, der formåede at sende bolden i nettet 68 gange i 290 kampe. Listen toppes af den tidligere FC Midtjylland-spiller Morten Duncan Rasmussen med 145 mål, hvoraf 37 scoringer blev sat ind for midtjyderne. 

Personlig hæder 
Poulsens fantastiske sæson er heller ikke gået ubemærket hen i fodbold-Danmark. Således havde både BT og Canal 9 Ulvekrigeren med på Årets Hold og han blev kåret til Årets Spiller i FC Midtjylland til FCM Awards - for andet år i træk.

Tilbage står et billede af en anfører der, ligesom en god flaske rødvin, kun bliver bedre med årene. 

Få din egen plads, når vi skal forsvare guldet og jagte succes i Champions League.
Se alle fordele her

FCM vs. HOB – 29. sep.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox