29.07.2018, 20:09 | Af: | Foto: Getty Images

Jakob Poulsen dedikerer mål nummer 1.000 til en helt speciel person

Jakob Poulsens straffesparkscoring til 2-0 mod Esbjerg fB markerede endnu en milepæl i FC Midtjyllands relativt korte historie. Målet var klubbens scoring nummer 1.000 i den danske Superliga

Lørdag fik FC Midtjylland sæsonens første sejr – en sejr, der på mange måder var rigtig vigtig. Dels blev det til tre point i tabellen, og dels giver sejren og spillet øget selvtillid inden den vigtige returkamp mod FC Astana i Champions League-kvalifikationen. Holdets kaptajn var også ganske godt tilfreds.

”Jeg er tilfreds med en god første halvleg, hvor vi bygger ovenpå i spillet med bolden, og samtidig kommer vi til de chancer, som vi skal bruge. Og vi laver også to mål”, fortæller Jakob Poulsen dagen efter kampen, hvor truppen har været samlet til en let træning.

At netop Jakob Poulsen, der er så stærk en karakter i klubben og populær blandt fansene, skulle være manden bag scoringen til 2-0 og klubbens scoring nummer 1.000 i Superligaen, sætter blot en fed streg under Jakob Poulsen som en stor del af FC Midtjyllands historie.

”Efter mit brændte straffespark mod AGF var jeg ekstra glad for at se, at jeg denne gang fik sparket bolden ind med stor sikkerhed. Vi er på vej. Vi fik tre point, og vi fik sendt et signal til vores fans og alle omkring klubben. Derfor er der også meget passende at dedikere mål nummer 1.000 til en helt speciel fan af FC Midtjylland, som desværre ikke er blandt os mere. Målet er til Bjarke Markussen og familien. Han fortjener at være med til alle vores milepæle”, slutter Jakob Poulsen.