07.02.2019, 18:44 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Jakob Poulsen og FC Midtjylland forlænger

Den rutinerede anfører har underskrevet en ny kontrakt som nu løber frem til sommeren 2020

Han er altså kun 20 år, men han spiller som en gammel garvet landsholdskæmpe.

Sådan sagde den legendariske tv-kommentator Svend Gehrs i 1985 om Michael Laudrup, da sidstnævnte elegant scorede til 3-1 i den ikoniske 4-2 sejr over Sovjet i Danmarks nationalarena.

Med Jakob Poulsen er det omvendt - han er altså 35 år, men han spiller som ung og frisk landsholdsspiller - og FC Midtjylland får glæde af klubbens anfører og lederskikkelse i endnu et år, da parterne har forlænget samarbejdet frem til sommeren 2020.

- Jeg har skrevet under, fordi jeg elsker at være i klubben. Her er jeg omringet af mange dejlige mennesker, og jeg føler mig fortsat frisk rent fysisk. Derudover har jeg en fornemmelse af, at jeg godt kan være med og stadig bidrage med noget til holdet og klubben, siger Jakob Poulsen.

Han kom til FC Midtjylland i sommeren 2010, to år senere blev han solgt til Monaco i Frankrig, men i begyndelsen af 2014 returnerede han til FC Midtjylland, hvor han står noteret for hele 267 kampe inden forårets kampe.

- Jeg tager det afslappet, hvis folk begynder at snakke om min alder - det vigtige for mig er, at jeg er i stand til at præstere på det niveau, der er nødvendigt for at spille i FC Midtjylland, og den følelse har jeg, understreger Jakob Poulsen og tilføjer:

- Der kommer helt sikkert unge folk og overhaler mig på et tidspunkt, men jeg gør alt for, at den tid er langt ud i fremtiden.

Han har ikke gjort sig tanker om, hvordan en flot karriere med blandt andet 35 A-landskampe, udlandsophold i Holland og Frankrig samt en status af mangeårig Superligaprofil engang skal afsluttes.

- Det begynder jeg måske at overveje, når den tid kommer, men der er vi ikke endnu, som han siger med et skævt smil.

De fleste spillere ønsker at slutte på toppen, sådan har Jakob Poulsen det også - det er bedst, hvis man selv trækker stikket, som han siger - og hvis den nuværende forlængelse ender med at blive den sidste, kan han i givet fald slutte af med DM-titlen 2018/19, pokaltitlen 2018/19 og 2019/2020 samt det ultimative punktum - det tredje mesterskab på stribe i sæsonen 2019/2020.

- Som det ser ud lige nu, har jeg kun én vintertræning tilbage i min karriere, og dem søger man ikke ligefrem flere af i min alder, siger han grinende, inden han tilføjer:

- De hårdeste og værste dage i 2019 er fortid, og nu glæder vi os til et spændende forår, hvor vi i første omgang forsøger at lande pokaltitlen, langt om længe, kan man sige, og derudover går vi også efter at genvinde mesterskabet, men det tegner til at blive en hård dyst med FC København, siger Jakob Poulsen.

For sportschef Svend Graversen er forlængelsen en meget glædelig sag.

- Vi vil gerne Jakob, han vil gerne os, så det er en fornøjelse, at vi nu har forlænget med en profil, som vi roligt kan omtale som klubbens mand, siger Svend Graversen og tilføjer, at anføreren betyder utrolig meget både på og udenfor banen.

- Han går altid forrest, og han er et fantastisk forbillede for vores unge drenge, siger Svend Graversen.

Stort tillykke med forlængelsen, anfører - vi glæder os på dine, og egne, vegne.

 

 

 

 

 

FCM vs. BIF – 22. apr.

Køb billet