11.05.2019, 08:30 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Jakob Poulsen: Vi skal hanke op i os selv

FC Midtjyllands anfører er ikke bekymret før sæsonens afsluttende kampe

Jakob Poulsen er ikke kun en stor spiller - han er også et stort menneske.

Når han ikke fører FC Midtjylland an på banen, leverer han uden for banen - i øjeblikket blandt andet med talrige videohilsner til konfirmander - men efter vores snak fredag middag venter der også en snak med to unge mænd i kørestole, og de skal snakke om kørestolsrugby.

FC Midtjyllands anfører tager sig tid og sidder afslappet i hallen og taler med de to gæster, men inden nåede han at give en lille status forud for mødet med FC København søndag aften.

- Mesterskabet blev afgjort for en uge siden, og umiddelbart ligner det et antiklimaks at skulle spille mod de nykårede danske mestre en uge efter afgørelsen, men heldigvis har vi en pokalfinale at se frem til, og den kamp er en stor motivationsfaktor for os, siger Jakob Poulsen.

Han har for længst parkeret udekampen mod OB - et opgør fynboerne fortjent vandt 3-1 - for der er ingen grund til at dvæle ret meget ved de 90 minutter på Nature Energy Park i Odense.

- Det var vores dårligste kamp i meget lang tid, og vi kunne ikke tage noget som helst med fra opgøret, slår Jakob Poulsen fast.

Han kalder det kulminationen på en periode med mindre gode præstationer, men han håber og tror, at OB-kampen blev et tiltrængt wake up-call for truppen.

- Vi skal i hvert fald hanke op i os selv, men det er nu ikke sådan, jeg er bekymret. OB-kampen var meget dårlig, ja, men nu skal vi vise, at den også blev et vendepunkt for os.

Søndagens modstander fra FC København har været suveræn i mesterskabsspillet, og deres mesterskab kan der ikke diskuteres ret længe om, mener Jakob Poulsen.

- FC København har været ufattelig dygtig i de her kampe, det må vi tage hatten af for, og så må søndagens opgør være en mulighed for os i forhold til at bevise, at afstanden mellem os ikke er så markant spillemæssigt, siger FC Midtjylland-anføreren.

FCM vs. FCN – 21. jul.

Køb billet