03.07.2018, 09:00 | Af: Mads Jakobsen | Foto: FC Midtjylland

Jákup Thomsen rykker til Island

FC Midtjyllands unge færing spiller næste sæson i FH Hafnarfjordur

FC Midtjylland-angriberen Jákup Thomsen udlejes i det kommende halve år til den islandske klub, FH Hafnarfjordur.

20-årige Jákup kom til FC Midtjylland tilbage i 2013 fra Thorshavn på Færøerne, og han har blandt andet på klubbens U19-mandskab vist sig som en målfarlig og hårdtarbejdende angriber.

Nu er han i resten af sæsonen udset til at hjælpe FH Hafnarfjordur , som sidste sæson sluttede som nummer tre i den bedste islandske række, Urvalsdeild.

- Det er en mulighed for Jákup i forhold til at vise sig frem og fortsat udvikle sig som fodboldspiller, siger FCM-sportschef Svend Graversen om angriberen, som tidligere har været på lejeophold i Skive IK og Thisted FC.

FH Hafnarfjordur har i forvejen et par færinger i truppen, blandt andre Bjarne Hendriksson, som tidligere har spillet i Superligaklubben Randers FC.

Der er også danske rødder på trænerfronten, da den tidligere cheftræner i FC Nordsjælland og Randers FC, Olafur Kristjansson, står i spidsen for FH Hafnarfjordur.

Udover kampene i Urvalsdeild venter der ligeledes Jákup europæisk fodbold, for den 19. juli træder den islandske klub ind i kvalifikationen til Europa League, hvor FC Lahti fra Finland er modstanderen.

Fakta
Jákup Thomsen
20 år
Kom til FCM i 2013
Angriber
Har tidligere været udlejet til Skive IK og Thisted FC
Har kontrakt med FCM til sommeren 2022
Han er udlejet for resten af sæsonen til FH Hafnarfjordur

Få din egen plads, når vi skal forsvare guldet og jagte succes i Champions League.
Se alle fordele her

FCM vs. EFB – 28. jul.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox