06.03.2020, 16:59 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Jesper Hansen fortsætter i FCM-målet

Den 34-årige målmand har forlænget sin aftale med FC Midtjylland for to år til stor glæde for begge parter – den nye aftale løber til sommeren 2022

Årets målmand i Danmark 2019 fortsætter hos FC Midtjylland.

Jesper Hansen har netop signeret en toårig forlængelse med den klub, han kom til i sommeren 2017 fra Lyngby.

Siden den dag har den 34-årige målmand præsteret på et meget højt niveau, og forlængelsen glæder da også FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen.

- Jesper har en meget central rolle på vores hold og ikke mindst for den stærke defensiv, vi råder over. Samarbejdet med Erik Sviatchenko og Alexander Scholz fungerer fremragende, så selvfølgelig er det glædeligt for os, at vi forlænger med en så rutineret og stærk profil, siger Svend Graversen.

Jesper Hansen huskes blandt andet for sine redninger i pokalfinalen 2019, hvor han blev den store helt i straffesparkskonkurrencen, hvilket han gjorde trods sit tragiske tab af sin lillebror få dage inden finalen.

- I Jesper er vi heldige med at have et fantastisk menneske og en målmand i sin bedste alder. Hans præstationer taler for sig selv, hvilket 12 clean sheets alene i denne sæson indtil nu tydeligt understreger, siger FC Midtjyllands sportschef.

Hos hovedpersonen er der også stor glæde at spore.

- FC Midtjylland har hele tiden været min første prioritet. Jeg har været her tre år nu, og det er en fantastisk klub at være i, så jeg er selvfølgelig superglad for forlængelsen, siger Jesper Hansen, der med sine præstationer i høj grad holder sig varm i forhold til en plads i den danske EM-trup til sommer.

Jesper Hansen har med sine præstationer dog også lagt pres på sig selv, for hvordan er det muligt at supplere med nye lag af kvalitet?

- Min ambition er at fortsætte på samme måde, og jeg er bevidst om, at barren er placeret højt. Det får mig ikke til at slække på noget som helst, for jeg ønsker at gøre den gode periode så lang som mulig, siger den stærke FCM-målmand.

Kontraktforlængelsen giver ham ro til at fokusere på fodbolden, og samme ro indfinder sig også hos familien, som han siger.

- Nu ved vi, hvad vi skal i de kommende to år, og vi kan bibeholde den hverdag, vi har nu, så det er dejligt for alle i vores familie, siger Jesper Hansen, som fortsat har ærgerrige mål at jagte i karrieren – både på egne og klubbens vegne.

- Vores ambition er at vinde titler, og det skal vi opnå noget mere af. Derudover skal vi knække koden i forhold til europæisk fodbold, og det glæder jeg mig til at bidrage til i de kommende år.

Jesper Hansen har som nævnt 12 clean sheets i skrivende stund i denne sæson – tidligere har han præsteret 16 af slagsen på en sæson i FC Nordsjælland og 15 i Lyngby-tiden – men han understreger, at det altoverskyggende altid er, at holdet får sejre og tre point.

- Det er en lille sjov ”konkurrence” ved siden af, og sådan er det også med Klub 100, siger Jesper Hansen, som dermed henviser til den klub af målmænd, som har præsteret 100 eller flere clean sheets i løbet af karrieren.

I øjeblikket har klubben tre medlemmer – Mogens Krogh, Arek Onyzsko samt Jimmy Nielsen – men Jesper Hansen tripper med sine 98 clean sheets på trappetrinnet foran Klub 100.

- Det vil da være en sjov milepæl at få med, lyder det beskedent fra målmanden, som FC Midtjylland nu kan glæde sig over at have til rådighed frem til sommeren 2022.

Og i forhold til Klub 100 er det måske værd at nævne, at Mogens Krogh brugte 371 kampe på sine 126 clean sheets, Arex Onyzsko 363 kampe til 106 clean sheets, mens Jimmy Nielsen spillede 375 kampe for at nå 100 clean sheets.

Jesper Hansen står lige nu noteret for 281 kampe.