31.01.2020, 21:15 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Junior Brumado udlejes til Silkeborg IF

Den brasilianske angriber har underskrevet en kontrakt gældende frem til 30. juni 2020

FC Midtjylland sender klubbens unge angriber, Junior Brumado, til Silkeborg IF i det kommende halvår.

Den 20-årige brasilianer har underskrevet en lejeaftale frem til 30. juni 2020.

- Junior Brumado rummer et enormt potentiale, som endnu ikke er forløst, men med denne aftale tror vi på, at han kommer tættere på at gøre det, siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen.

Junior Brumado kom til FC Midtjylland i begyndelsen af 2019 fra den brasilianske klub EC Bahia, og siden er det blevet til 23 kampe for den fysisk stærke angriber.

- Silkeborg IF er en klub, som mange gange har bevist, at de får det bedste frem i spillerne, og Junior Brumado kommer til en klub med en god træner og stab omkring holdet, så vi er sikre på, han er gode hænder, siger Svend Graversen, som ser frem til at få en skarpere udgave af Junior Brumado retur til sommer.

- Han får værdifuld erfaring, og vi tror på, Junior Brumado vil hjælpe Silkeborg IF med at nå de mål, klubben har i det kommende forår, siger Svend Graversen.

Vi ønsker Junior Brumado masser af held og lykke hos Silkeborg IF.

FCM vs. SJE – 2. mar.

Køb billet