14.11.2018, 12:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Kaan Kairinen udlejes til den finske mesterklub

Det 19-årige midtbanetalent spiller i 2019 for storklubben HJK Helsinki, som vandt mesterskabet i Finland i denne sæson

Kaan Kairinen har i efteråret 2018 været udlejet fra FC Midtjylland til FC Inter Turku i Finland, og han bliver i hjemlandet i det kommende år.

Det store midtbanetalent forlader godt nok barndomsklubben, men han rykker blot en smule mod øst i det sydlige Finland, hvor han i det kommende år repræsenterer det nykårede finske mesterhold HJK Helsinki.

Det er en stor, traditionsrig vinderklub, han kommer til. For nylig sikrede HJK Helsinki sig sit 29. mesterskab, og en pokalsejr har klubben jublet over 13 gange siden stiftelsen i 1907.

- Det er Finlands største klub, som er vant til at spille europæisk, så det er på alle måder en god løsning for alle parter, mener FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen.

Kaan Kairinen, som fylder 20 år to dage inden juleaften, kom til FC Midtjylland i 2016. Han står noteret for fem kampe hos FC Midtjylland, og derudover har han hele 40 U-landskampe for Finland på sit cv.

- Vi tror på vigtigheden i, at Kaan med denne aftale får en hel sæson med opstartstræning, for på den måde får han de bedst mulige betingelser i bestræbelserne på fortsat udvikling. Vi så for eksempel David Akintola udvikle sig til en kampafgørende spiller, da han fik en hel sæson i norske Haugesund, og et lignende fundament forsøger vi nu at skabe for Kaan, siger Svend Graversen.

Kaan Kairinen har kontrakt med FC Midtjylland frem til udgangen af 2021, og vi ønsker ham alt det bedste hos HJK Helsinki.