27.06.2019, 10:15 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Kamptræning til mange i første test

FC Midtjylland skal fredag aften i kamp for første gang efter sommerferien - Esbjerg fB er modstanderen i Gauerslund

Fredag aften klokken 18.00 sender cheftræner Kenneth Andersen for første gang FC Midtjylland-spillerne i kamp efter sommerpausen.

Det gør han hos FC Midtjyllands samarbejdsklub Gauerslund IF, hvor modstanderen bliver Esbjerg fB, og dermed bliver det et møde mellem sidste sæsons sølv- og bronzevinder.

FCM-spillerne har været samlet i små to uger, og det er bevidst, at den indledende testkamp først kommer nu.

- Vi har valgt at gøre det på den måde, og det har været fint at have spillerne samlet på træningsbanen i de første par uger uden at tænke på kamp, siger Kenneth Andersen.

Han tager en stor trup med til Gauerslund, for han vil gerne se mange spillere i kamp.

- Umiddelbart ligner det en kamp, hvor vi stiller med to forskellige hold i de to halvlege. Det er vigtigt for os, at vi får så meget kamp som muligt i så mange som muligt, og det er denne kamp en mulighed for, siger FC Midtjyllands cheftræner.

Testkampen mod Esbjerg fB er den første af tre - de to øvrige spilles på træningslejren i Polen mod henholdsvis Vitesse Arnhem og Lech Poznan - og antallet af testkampe er der naturligvis også tænkt over.

- Jeg ved, at andre klubber spiller testkampe hurtigere efter sommerpausen, men vi har vægtet masser af tid og ro på træningsbanen i de første par uger, og så møder vi til gengæld stærke modstandere i de tre kampe, vi skal spille, siger Kenneth Andersen, som er tilfreds med opstarten efter den velfortjente sommerferie.

- Spillerne har trænet godt. Intensiteten er der, og spillerne arbejder stenhårdt, så jeg synes, det ser rigtig fint ud, slår Kenneth Andersen fast.

Kampstart i Gauerslund er fredag klokken 18.00, og det koster 75 kroner for voksne at komme ind, mens folk under 16 år slipper med 40 kroner i entré. Hvis du ikke skal se kampen på stadion, kan du streame opgøret via FC Midtjyllands kanal på MyCujoo: 

Livestream: FCM-EfB

Praktisk info
Gauerslund Stadion
Fælleshåbvej 11, 7080 Børkop

FCM vs. FCN – 21. jul.

Køb billet