19.08.2019, 11:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Kenneth Andersen har opsagt sin stilling som cheftræner

Brian Priske bliver den nye mand i spidsen for FC Midtjylland

FC Midtjyllands cheftræner, Kenneth Andersen, der har været cheftræner i den midtjyske superligaklub i knapt et år, har besluttet at vende tilbage til klubbens akademi, hvor han gennem en årrække har arbejdet med udvikling af ungdomsspillere.

- Da jeg for et år siden sprang til, nærmest fra den ene dag til den anden, for at afløse Jess Thorup som cheftræner, betingede jeg mig, at vi skulle evaluere situationen, når jeg havde fungeret på cheftrænerposten i et stykke tid. Jeg påtog mig opgaven, fordi jeg er klubbens mand og brænder for FC Midtjylland. På det seneste har jeg set mig selv dybt i øjnene og har erkendt, at jeg trives bedre med at udvikle ungdomsspillere i Akademiet. Jeg er ikke tro mod mig selv og min natur i forhold til, hvad det kræver at være cheftræner, og på den lange bane bliver det for slidsomt, siger Kenneth Andersen om baggrunden for sin beslutning.

FC Midtjylland ligger i toppen af Superligaen med 16 point og har tangeret den bedste sæsonstart i klubbens historie.

- Jeg føler, at det er det rette tidspunkt for mig at give stafetten videre. Man skal som bekendt stoppe, mens legen er god. Jeg afleverer en trup, der har et kæmpe potentiale for at kunne levere fremragende fodbold og score masser af point resten af sæsonen. Jeg har været utrolig glad for mit samarbejde med spillerne og trænerteamet, men jeg synes ikke, jeg bruger mine kompetencer fuldt ud i cheftrænerfunktionen, fortsætter Kenneth Andersen.

Fakta er, at Kenneth Andersen stopper på toppen.

Siden han overtog jobbet efter Jess Thorup i oktober 2018, har han leveret et pointgennemsnit på hele 2,07, den højeste pointrate i klubbens historie, ligesom han i foråret stod i spidsen for klubbens første danske pokaltriumf. 

- Hvis jeg på sigt skal bevare min integritet og ikke mindst autenticitet, er det bedst for klubben og jeg selv, at jeg stopper nu, mens det går godt, og så vender jeg tilbage til en stilling på akademiet, siger Kenneth Andersen.

Sportschef Svend Graversen begræder Kenneth Andersens opsigelse, men han respekterer den naturligvis også.

- Jeg har kæmpe respekt for Kenneths beslutning. Han sprang til og gjorde klubben en stor tjeneste ved at tage cheftræneropgaven på sig med kort varsel og har løst udfordringen til alles tilfredshed. Det er et tab, at Kenneth ønsker at stoppe på posten, men i samme moment glæder vi os til at få Kenneths værdifulde knowhow, erfaring og ekspertise i forhold til udvikling af ungdom tilbage på Akademiet, hvor han er den mest vindende træner, siger Svend Graversen.

Han understreger, at det er vigtigt med de rette personer på alle poster i klubben, og det samme er disse personers trivsel.

- Da Kenneth i weekenden meddelte mig, at han føler, at han kan udnytte sine kompetencer og potentiale bedre i arbejdet med ungdommen, så er det klart, at jeg lytter til ham. Vi vil for alt i verden beholde Kenneth i klubben. Han er guld værd med sin store fodboldmæssige erfaring, indsigt og fine menneskelige egenskaber i forhold til at udvikle ungdomsspillere, siger Svend Graversen.

Det bliver Brian Priske, der overtager cheftrænerjobbet efter Kenneth Andersen indtil vinterpausen, hvorefter klubben forventer at kunne præsentere en permanent løsning på cheftrænerposten. 

FC Midtjylland – Brøndby IF
Søndag den 1. september kl. 18.00 tager vi imod Brøndby IF på MCH Arena.
Køb billet her

FCM vs. SIF – 2. dec.

Køb billet