11.02.2019, 22:01 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Kenneth Andersen: Vendsyssel gjorde det svært for os

FC Midtjyllands cheftræner glædede sig over, at en svær opgave i forårspremieren endte med tre point

Han vidste det, han havde sagt det, og det blev præcis lige så svært som forventet for cheftræner Kenneth Andersen og FC Midtjylland, da de indledte foråret med en udekamp mod Vendsyssel FF.

Gæsterne endte med at vinde 1-0 på Kian Hansens scoring i første halvleg, men Kenneth Andersen havde gerne set en scoring eller to mere fra FC Midtjylland.

- Vi havde da et par muligheder for det, men generelt gjorde Vendsyssel det svært for os. Vi var klar over, det var en vanskelig opgave i Hjørring, sagde Kenneth Andersen, som smilede en del på baggrund af en resultatmæssig perfekt indledning på 2019.

- Det blev noget rodet noget, men vi scorede først - og derefter var der muligheder til Paul og Rilwan, men det er klart, at når man kun fører 1-0 mod slutningen, bliver det ofte lidt hektisk. Det var da også her, Vendsyssel fik sin eneste store chance.

Han glædede sig over, at en standardsituation igen blev afgørende for FC Midtjylland.

- Det er et fantastisk våben for os, specielt på en dag hvor spillet ikke kører, og jeg vil da gerne indrømme, at det ikke var den bedste kamp, vi har spillet, sagde Kenneth Andersen med et skævt smil.

 

FCM vs. RFC – 21. okt.

Køb billet