08.01.2020, 14:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Lange og hårde dage venter forude

FC Midtjylland indledte onsdag holdtræningen efter juleferien - her får du et lille indblik i, hvad der blandt andet sker på sådan en dag

- Der venter lange dage, lange sessions og hårde sessions, men hey, guys - det er jo en del af jobbet.

Det er onsdag den 8. januar, klokken har lige passeret ni, og Ikast viser sig frem i en mild udgave efter årstiden. Det er lang tid siden, byen har været ramt af så mange glade smil, krammere og highfives, men sådan er det altid, når FC Midtjyllands spillere vender tilbage til jobbet efter en ferie.

Denne onsdag er de returneret efter en lang og velfortjent juleferie, og i forbindelse med morgenmaden er der velkomst fra sportschef Svend Graversen og selvfølgelig også cheftræner Brian Priske.

- Velkommen tilbage, håber I har nydt ferien med familie og venner - og I nu er klar til at tage fat igen, sagde Brian Priske blandt andet, efter klapsalverne for de to nye, Anders Dreyer og Lasse Vibe, havde lagt sig.

- I dag begynder det hårde arbejde frem mod det, vi sigter efter - mesterskabet i maj. Det er nu, vi skal gøre fundamentet så stærkt som muligt, og I leverede fine individuelle testresultater allerede i går, så det ser godt ud, sagde Brian Priske, som også bød flere lejespillere velkommen tilbage.

Derefter tog fysisk træner Christian Clarup over, og spillerne ved godt, at der så venter hårdt arbejde. Først en yoyo-test ude på banen, og efter frokost flere tests i fitnesslokalet.

Vurderet på mimikken var det ikke alle spillere, som så lige meget frem til dagens arbejde.

Ude på banen fik trænerstaben allerede på første arbejdsdag materiale til grin og hån, da fysisk træner Christian Clarup gjorde klar til første gruppe i yoyo-testen.

Han havde sørget for, at der ikke var træning med bold i nærheden, for spillerne skulle kunne høre testen, som han sagde, men da han tændte for højttaleren, spurgte assistenttræner Kristian Bach Bak stille og roligt, om der var en grund til, at Christian Clarup havde vendt højttaleren væk fra spillerne ..., hvilket straks fremkaldte høje grin, mens FC Midtjyllands fysiske træner vendte højttaleren om, så lyden ramte spillerne markant højere.

Det er den slags, som der kan køres på, og det blev der sædvanen tro.

I den første gruppe af spillere, viste unge Mads Hansen flot niveau, da han løb længst, men også Jens-Lys Cajuste leverede en glimrende indsats.

I gruppe to var der et stort favoritfelt i skikkelse af Gustav Isaksen, Oliver Sørensen, Awer Mabil samt Mikael Andersson, men også Anders Dreyer blandede sig i topstriden.

Det blev dog Gustav Isaksen, som klarede sig bedst efter en hård finale mod Awer Mabil, og på den måde sluttede første del af arbejdet, inden der ventede en frokost og flere tests indendørs.

Dog blev der på trænerkontoret lige tid til en hurtig jongleringskonkurrence mellem administrerende direktør Claus Steinlein og sportschef Svend Graversen, og vi afslører naturligvis ikke, hvem der vandt overbevisende - kun kan vi sige, at vinderen har dybe rødder på Bornholm.

På den måde forblev humøret højt i alle hjørner af klubben på årets første reelle arbejdsdag, og såvel stab som spillere virker klar til de kommende arbejdsdage, også dem med ekstra hårdhed, mens sportschef Svend Graversen allerede er godt i gang med arbejdet på transfermarkedet.

- Der er kommet spillere tilbage fra lejeaftaler, og det er helt efter planen. Nu er vi i gang med arbejdet i forhold til, hvem vi skal finde løsninger til fremadrettet, forklarede Svend Graversen, som til gengæld var mere fåmælt efter jongleringskonkurrence mod Claus Steinlein.

- Jeg tog for let på det - begyndte at lave sjov. Mere ønsker jeg ikke at sige.

Og på den måde kom 2020 godt i gang i FC Midtjylland - i første omgang med blikket rettet mod mesterskabspokalen, som skal uddeles igen til maj.

 

 

 

 

 

FCM vs. SJE – 2. mar.

Køb billet