11.10.2018, 14:31 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Livet leves bedst med åbne arme

ALPI har store ambitioner med FCM Samfund

Når det kommer til CSR-arbejde, er Mette E Thygesen et kraftværk. Hun repræsenterer ALPI - en af hovedpartnerne hos FCM Samfund, og det er alt andet end tilfældigt arbejde for hende og ALPI - en logistik- og transportvirksomhed med 70 kontorer spredt i hele verden.
- Vi skal skabe en bevægelse – en unik bevægelse.
Sådan siger Mette E Thygesen om FCM Samfund, og ambitionen er i første omgang at skabe forpligtende rammer for arbejdet.

- Der er megen snak om social ansvarlighed, men vi vil tage skridtet videre og tale om social påvirkning. FCM Samfund skal ikke være et mere eller mindre uforpligtende projekt. Vi skal skabe fællesskaber, der bringer os videre som region, slår Mette E Thygesen fast. Den sociale power hos professionelle fodboldklubber er unik, og derfor er topfodbold en stærk platform i arbejdet med at skabe relationer og retning for mennesker, som på den ene eller anden måde er udfordret.

- For FCM Samfund er det vigtigt at definere rolle og målsætning, og derudover er det helt centralt, at projektet løftes op på et højt niveau. Hvad siger kommunerne for eksempel … vil de være med, spørger Mette E Thygesen uden forventning om et ja eller nej denne formiddag.
Som hun siger, er det ikke altid de andres opgave at hjælpe – nogle gange er det også vores. Overordnet handler det om at gøre op med et samfund, der er skarpt adskilt med borgerne på den ene side og stat/kommune på den anden side.

Når talen falder på CSR-arbejde, er det svært at styre Mette E Thygesen. Engagementet er udtalt, og hun skiftevis sidder ned og står op, mens hun forklarer, hvor vigtigt arbejdet i FCM Samfund bliver.
- Det er jo super let at lade være, konstaterer hun med et let skuldertræk, men straks derefter tilføjer hun:
- Men livet leves altså bedst med åbne arme - og det kræver involvering.