17.02.2020, 09:00 | Af: | Foto: Getty Images

Løst og fast: Bliv klædt på til Superliga-premieren

Her kan du blive opdateret på indbyrdes historik, skæve vinkler og praktisk info forud for aftenens møde med De Kongeblå på Heden

Sidst vi mødte aftenens gæster fra Lyngby på MCH Arena, havde vi hele syv spillere blandt de startende elleve, som ikke længere at finde på Heden. Således var Rasmus NK, Kian Hansen, Janus Drachmann, Jakob Poulsen, Rilwan Hassan, Gustav Wikheim og Alexander Sørloth alle at finde i startopstillingen, da Lyngby gæstede det midtjyske i slutningen af august 2017. Dengang sluttede det 1-1 efter mål af Sørloth og en sjællandsk udligning i det 95. minut. 

Bliv klogere på modstanderen 
Vi trak os sejrsrigt ud af sæsonens første møde med Lyngby, da det på udebane endte 3-0 efter mål Awer Mabil, Mikael Anderson og Erik Sviatchenko. Undervejs i kampen løftede Anderson sløret for en kommende familieudvidelse, da han puttede tommeltotten i munden under fejringen af sin scoring til 2-0. 

Forud for sejren på Sjælland i september, var der gået seks kampe uden midtjysk sejr mod De Kongeblå - fire uafgjorte og to nederlag. Faktisk har Lyngby ikke tabt i deres seneste fire besøg på MCH Arena og de sjællandske gæster er ubesejrede i deres sidste fem Superliga-kampe – to sejre og tre uafgjorte. 

Kigger vi på vores statistik mod oprykkere, er der dog opløftning at hente. Vi har vundet de sidste seks hjemmekampe i Superligaens grundspil, hvor modstanderen har været en oprykker. I disse opgør har vi scoret 20 mål – svarende til 3.4 mål per kamp. Lyngby har formået at score i deres sidste otte udekampe på Heden, så noget kan tyde på, at der er en målrig aften i vente. 

De offensive esser
Rezan Corlu har scoret fire mål i de første 20 runder, men har været involveret i syv af Lyngbys sidste ni mål (tre mål og fire assists). 

Gæsternes topscorer er dog Frederik Gytkjær, der står noteret for fem træffere. 

Dommeren
31-årige Morten Krogh er manden med fløjten og det er blot anden gang i denne sæson, at han er ansvarlig for en kamp med midtjysk deltagelse. Tilbage i 4. runde styrede han løjerne, da vi besejrede AaB 1-0 i en dramatisk forestilling i Herning.  

Karantæner
Evander afsoner en spilledags karantæne. Vores brasilianske 10’er er Superligaens afslutningskonge, idet han har været involveret i 133 skud mod mål – 20 flere end nogen anden spiller i ligaen. 

Erik Sviatchenko, Jens-Lys Cajuste og Mikael Anderson får alle karantæne ved næste gule kort. 

Lyngby går ind til opgøret uden spillere i skammekrogen. 

Køb billet 
Du kan finde din billet til Superliga-premieren HER

Følg kampen
Hvis du ikke kan komme på stadion, kan kampen ses direkte på TV3 Sport med optakt fra kl. 18:00. Opgøret kan også følges via FC Midtjyllands Twitter og fan app, hvor du bl.a. kan stemme på kampens spiller.