29.09.2018, 17:50 | Af: Nicolai Dupont | Foto: Daniel Stentz

Målfest på MCH Arena

FC Midtjylland vandt 5-2 over Hobro i en underholdende forestilling.

Lørdagens opgør på MCH Arena lignede på forhånd en heftig omgang for dagens gæster fra Hobro. Nordjyderne tabte i sidste spillerunde hele 5-0 hjemme til AaB og måtte undvære flere offensive profiler i kampen i Herning.

Omvendt havde FCM inden opgøret ikke tabt en Superligakamp siden juli og var fortsat ubesejret på MCH Arena i denne sæson.

Det var dog ikke et fremadstormende hjemmehold, de 6092 tilskuere fik at se fra start. Bolden var mest for ulvenes fødder, men chancerne udeblev i kampens første minutter.

Men allerede efter 11 minutter fik FCM hul på bylden, da Tim Sparv sparkede bolden i mål efter et langt indkast fra Kian Hansen. Og det tunge pres fra hjemmeholdet fortsatte. 

Og bare 12 minutter senere fordoblede holdet føringen, da Marc Dal Hende fløj ind i et indlæg fra Awer Mabil. 2-0. 

Efter 34 minutter sparkede Jakob Poulsen et frispark ind i det lillefelt. Her var Onuachu og Jesper Rask i duel om bolden, og den endte pludselig for fødderne af Rasmus Nicolaisen, der prikkede den ind i målet til 3-0.

Det blev også til hele 4-0 inden pausen, da Joel Andersson sendte et fladt indlæg skråt tilbage i feltet. Her dukkede Tim Sparv op og sparkede bolden hårdt og fladt ind ved stolpen. 

FC Midtjylland kom flyvende ud fra pausen. I løbet af de første tre minutter havde Ulvene flere store chancer. Blandt andet kombinerede angriberne sig ind i Hobrofeltet, hvor Tim Sparv fra tæt hold sparkede mod mål. Her stod en Hobrospiller i vejen på stregen og lignede unægteligt en, som tog hånden til hjælp. Dommer Benjamin Willaume-Jantzen vinkede dog afværgende. 

Få minutter senere blev træls værre for FCM-spillerne, da Julian kristoffersen blev sendt afsted i en friløber for Hobro. Den konverterede han sikkert til en reducering til 1-4. 

Efter lidt over en times spiler fik FCM-fansene dog noget nyt at glæde sig over. Her var det nemlig levet tid til Evander Ferreiras Superligadebut. Brasilianeren kom ind i stedet for Jakob Poulsen. 

Glæden varede kort, for få minutter senere klaskede Hammershøj-Mistrati gæsternes andet mål op i hjørnet til stillingen 4-2. 

Hjemmeholdet var dog ikke færdige med målscoringen endnu. Efter 73 minutter pandede Paul Onuachu nemlig Ulvene foran med 5-2 efter oplæg fra Joel Andersson. 

Flere mål blev det ikke til på MCH Arena, og FC Midtjylland fortsætter stimen som ubesejret på hjemmebane i sæsonen.